Foto: Britta Kristiansen
Udsigten fra Hjarbæk Fjord Camping er ganske unik. Britta Kristiansen

50 år med camping ved fjordens bred

Hjarbæk Fjord Camping er mere populær end nogensinde

01. August 2018, 13:10

FERIE Der har i år været camping ved Hjarbæk Fjord i 50 år. Helt præcist åbnede Anders Mortensen op for camping på Hulager 2 ved Hjarbæk den 3. maj 1968.

For ti år siden overtog Lone Gad Rasmussen og Morten Nørbo campingpladsen. Og det har de ikke fortrudt. De har fordoblet omsætningen på de ti år.

Men det kræver hårdt arbejde. Og Lone og Morten laver det meste selv, så der er altid noget at se til. Fra sæson til sæson sætter de sig ned og snakker om, hvad der skal gøres på pladsen. Det er noget med altid at prioritere rigtigt og lave det, der er vigtigst først.

Noget af det vigtigste for camping i Danmark er vejret. Og det har også tydeligt kunnet mærkes i år på Hjarbæk Fjord Camping:

- Vi havde jo nogle rigtig gode forårsuger, hvor der var mange glade campister. Og det er fortsat med det stadig gode vejr, fortæller Lone Gad Rasmussen, da Fjends Folkeblad møder hende på campingpladsen en varm dag. Hun skal lige tjekke et par gæster ind - før hun kan tage avisen med på tur rundt og se nærmere på Hjarbæk Fjord Camping anno 2018.

Der er blandt andet lavet helt nyt udekøkken. Her kan campisterne hygge sig med at kokkerere udendørs. Det var meget efterspurgt, og derfor blev det lavet sidste år.

Også de otte hytter har fået en modernisering og er blevet malet. Der er nu fine verandaer til alle hytterne.

Længst nede ved vandet byder man på leje af Det Lille Hus. Det er et mini-sommerhus på 41 kvadratmeter, som ligger 40 meter fra vandet. Her kan man ligge i sin seng og høre vandet og ikke meget andet end fuglefløjt udenfor. Huset har toilet og bad - samt er velindrettet med service til 6 personer, komfur, ovn, opvaskemaskine, TV, radio, grill og dyner og puder til 6 personer. Et unikt tilbud om at komme så utrolig tæt på fjorden.

Lone sørger for altid at have aktiviteter for børn sæsonen igennem. Man mødes tit på legepladsen og laver sjove aktiviteter. Hos børnene er der også altid stor glæde ved at besøge stedets kaniner:

- Der er ligefrem børn, der kalder os for kanin-camping, siger Lone Gad Rasmussen, mens hun viser den store, flotte kanin-indhegning frem. Lige ved siden af ligger legepladsen med alt fra gynger til vipper, et gammelt skib, trampolin og legehus. Og legepladsen er ikke i nærheden af kørende trafik, så her kan børnene trygt og godt opholde sig i timevis.

Nærheden til fjorden er noget, der trækker mange til. Men campingbranchen er hård - og der skal hele tiden nytænkes for at følge med udviklingen og tilbyde det bedst mulige ophold. Noget af det, som Lone og Morten altid har gået meget op i er, at der skal se ordenligt ud overalt på pladsen. Der skal være pænt klippede hække, græsset skal slås - og der skal være ordentlig gjort rent på toiletter, i baderum og i køkkenet. Det er noget af det, som gæsterne sætter mest pris på. Og så selvfølgelig på naturen, som er unik med fjorden som nærmeste nabo.

I 70erne kom der swimmingpool på stedet. Og det er stadig populært med en dukkert i poolen på de varme dage.

Sidste års dårlige vejr kunne godt mærkes på campingpladsen. Derimod har det flotte vejr dette forår og sommer været til stor gavn. For det er nu sjovest at være værtspar på en campingplads, når folk er glade, solen skinner og pladsen er fyldt op.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

JM Autoteknik får ny adresse

Jens Mortensen rykker ind i det gamle Kaj´s Autoimport i Nr. Søby

Åbent hus i biogassen

Iglsø Agro og Biogas A/S tiltrak mange gæster, da det nye biogasanlæg...

- Jeg vil ikke bare gøre toiletter rene

Østfjendshallen og cafeteriet skal være byens samlingssted

Ny kvinde på holdet hos tandlægerne i Højslev

Det tager den tid, det nu skal tage, når man går til tandlæge i...