Afkorter vi vores frihed med Kommunekortet?

16. November 2017, 19:28
Af Rune Leth Svenninggaard, Højslev. Spidskandidat for Liberal Alliance i Skive

 

Betyder frihed noget for dig?

Skive kommune er godt i gang med at gøre kommunen kontantløs. Man starter ved, at alle institutioner og skoler skal implementere et betalingskort man kalder “Kommunekortet” (elevkortet.dk). Du har måske allerede hørt om det? Det fungerer sådan, at børnene fremover ikke vil kunne betale med hverken kontanter eller andre betalingsmidler i f.eks. skolernes boder - Kun med “Kommunekortet”.

Flere ting bekymrer mig, ved at man fravælger kontanter for borgerne på den måde;

 

• Logning af dine børns køb – Forbrugsmønster m.v. kan godt sælges

• Datasikkerhed - Hvem ejer disse personfølsomme oplysninger?

• Kommunen bliver bank for dig

• Er elevkorts-ordningen drevet i en solvent og økonomisk stærk virksomhed?

• Man pålægges en udgift, hver gang ens barn smider kortet væk

• Kommunen skal betale kort-gebyrer for hver transaktion (skattefinansieret - Du betaler)

 

Ved et nærmere tjek af selskabet bag “elevkortet.dk”, er det ejet af et IVS (iværksætterselskab), hvis ejere har et ApS selskab der drives med stort underskud. I regnskabet står der:

“Selskabet har for indeværende regnskabsår haft et tab på kr. 188.212kr og selskabets forpligtelser overstiger selskabets aktiver med 390.504kr.” Det der er særligt ved IVS selskaber, er at der ikke stilles krav om egenkapital, hvilket betyder de er meget sårbare økonomisk, og at ejerne ikke er juridisk forpligtet. De kan med andre ord erklære IVS selskabet konkurs uden videre.

Derfor foreslår jeg følgende til forvaltningen og byrådet: Gør kommunekorts-ordningen frivillig. Og sørg for, at data ikke logges mere end lovgivningen lægger op til, samt at data opbevares forsvarligt og ikke bruges i anden forretning. Således har vi ikke lagt alle æg i én kurv, og det frie valg består. Ønsker forældre betalingskort, så udbyder de fleste banker børnekort, hvor overtræk ikke er muligt. Jeg vil også gerne stille spørgsmålstegn ved sikkerheden for Kommunekortet, da der ikke er nogen pinkode til kortet, hvilket muliggør

misbrug.

Hvis du ønsker mere personlig frihed, og kandidater der vil kæmpe for at sikre denne frihed; Så stem på Liberal Alliance d. 21 november.

 

 

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik