Forsamlingshuset havde ved sin fællesspisning sidste forår succes med at tilbyde forskellige spil til både børn og voksne, og den mulighed vil blive gentaget ved næste fællesspisning.Privatfoto

Aktivt år i Kjeldbjerg

31. Januar 2018, 11:00

 Forsamlingshuset i Kjeldbjerg var sidste år udlejet 34 gange. Udlejningen fordeler sig på både fester og forskellige arrangementer. 

- Vi oplever heldigvis, at der også kommer folk fra blandt andet Stoholm og Skive for at holde festen hos os, og vi har haft en autocamperklub, der afviklede deres generalforsamling i forsamlingshuset. De overnattede i deres autocampere på parkeringspladsen, så det er dejligt, når det rygtes, at vi har et pænt og velholdt hus med fine køkkenfaciliteter, fortæller Birgit Nielsen fra Kjeldbjerg forsamlingshus.

Sidste forår blev der også sat nye foldedøre op i forsamlingshuset.

- Det har både pyntet og gjort det mere brugervenligt. Udgiften til foldedørene betyder, at vi for en gangs skyld ikke kommer ud med et overskud i 2017. Det var desværre ikke vores tur til at få del i kommunens pulje til forbedringer. Heldigvis havde vi midler nok til at klare det uden, men det tog det meste af egenkapitalen, fortæller Birgit Nielsen.

Forsamlingshuset havde ved sin fællesspisning sidste forår succes med at tilbyde forskellige spil til både børn og voksne og den mulighed vil blive gentaget ved næste fællesspisning.

2017 bød også på fællesspisning i efteråret med musikalsk underholdning af kvartetten MODVIND. Det skete som et led i kommunens tiltag Nyt liv i Forsamlingshusene og der har været foredrag om en cykeltur gennem New Zealand og Australien.

Byfesten blev traditionen tro afholdt i uge 32.

- Her er et godt samarbejde imellem borgerforeningen, idrætsforeningen og forsamlingshuset, og det giver hvert år et pænt overskud til deling mellem de tre foreninger, fortæller Birgit Nielsen.

Kjeldbjerg deltog sidste år for 3. gang også i Hærvejsløbets lokaldyst. En dyst, som de samme 3 foreninger står bag.

- Her var 12 deltagende byer og vi fik, på trods af meget dårligt vejr, en meget fin 4. plads. Vi forventer at skulle deltage igen i år, men der er endnu ikke fastlagt en dato, slutter Birgit Nielsen.

Forsamlingshuset holder den årlige generalforsamling tirsdag den 20. februar og bestyrelsen håber, at mange vil møde op.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt

Og så blev der tændt op i bålet

En flok friske børn prøvede i går at være spejder for en dag i...

Privilegeret konge af Mønsted Kro

Frank Kudal holder fast i at være gammeldags i ordets bedste betydning

Trusser med dyreprint: Modeshow for sjov med Cirkelines

268 kvinder var til modeshow i Løgstrup

Ja nemlig ja! Stoholm asfalteret torsdag

Der er nu åbent for gennemkørsel ad Vestergade og Nørregade