Foto: Privatfoto

Borgerpanel lagde svesken på disken

Et ønske om en åben og ærlig dialog mellem borgere, politikere og Jobcenter blev forleden en realitet, da et borgerpanel mødtes omkring Jobcenter Viborgs indsats

11. Oktober 2017, 11:15

 Et ønske om en åben og ærlig dialog mellem borgere, politikere og Jobcenter blev forleden en realitet, da et borgerpanel  omkring Jobcenter Viborgs indsats mødtes for dels at drøfte kontakten melle borger og jobcenter og dernæst de tilbud, som mange borgere i deres ledigheds- eller sygdomsforløb henvises til. Opgaven var at komme med nye ideer eller ideer til forbedringer.

Svesken på disken

Der var både fra borgere og politikeres side et ønske om at få svesken på disken, og de ti veloplagte borgere i panelet lagde da heller ikke fingre i mellem, da de adresserede de problematikker, de som kunder kunne identificere i mødet med Jobcenteret.

Ider til forbedringer var der således mange af. Herunder blandt andet bedre forberedelse til samtaler særligt i forbindelse med skift af sagsbehandler, fleksibilitet i kontaktformen mellem borger og jobcenter f.eks. sms, nye måder at markedsføre ledige over for virksomhederne, og bedre forventningsafstemning, når der laves aftaler om virksomhedspraktik for borgerne.

Ind imellem var der også opfordringer fra borgerpanelet til andre ledige borgere, bl.a. om at tænke ud af boksen, og anvende sine ressourcer på en anderledes måde. Og om at være ærlig i sit CV.

Der var hele aftenen en god stemning på mødet mellem borgerpanel, politikere og Jobcentrets medarbejdere, og der faldt både ris og ros. Der var meget konkrete ønsker til, hvor jobcenterets medarbejdere kunne blive dygtigere, men de fleste gav også udtryk for, at de følte sig professionelt behandlet i deres møde med jobcenteret.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik