Bureaukrati stjæler tid og arbejdsglæde

02. Januar 2018, 10:55
Af Kristian Pihl Lorentzen, Hermelinvej 4, Ans. MF og transportordfører for Venstre

Mange politikere, herunder jeg selv, har gennem årene blæst til kamp mod bureaukrati, overadministration og detailregulering. Og det med god grund. Vi har en gigantisk offentlig sektor i Danmark med rigtig mange ansatte. Forholdsmæssigt har vi nogle af verdens højeste offentlige udgifter  med dertil knyttet verdens højeste skattetryk. Alligevel oplever mange borgere, at der evindeligt skæres ned på den borgernære service, der gør en forskel ude i hjemmene og de nære samfund blandt ældre, børn og syge. Det er et alvorligt og absurd paradoks, som vi skal blive langt dygtigere til at håndtere. 

Forklaringen er, at en meget stor del af ressourcerne i den offentlige sektor bruges på de højere niveauer på fine kontorer i staten, i regionerne og på rådhusene, hvor der sidder en hærskare af højtuddannede, dygtige medarbejdere - ledere, mellemledere og konsulenter langt væk fra borgerne. Og her bliver der ansat flere og flere, som går til et hav af møder, laver nye regler, samt opfinder nye indberetninger og opfindsomme projekter, der til syvende og sidst stjæler tiden og arbejdsglæden fra medarbejderne på gulvet ude ved borgerne.

Det er en rigtig skidt udvikling, både for borgerne og de offentlige medarbejdere, der naturligvis har faglig stolthed og gerne vil hjælpe borgerne bedre, i stedet for at bruge deres tid på møder og ligegyldigt bureaukrati. Dette uvæsen udklækkes imidlertid ikke kun på rådhusene. Skurken skal også findes i lovgivningen og de tilknyttede statslige cirkulærer og bekendtgørelser. Her har vi folketingsmedlemmer en uhyre vigtig opgave i at få luget ud i hundredvis af regler, der stjæler ressourcer og arbejdsglæde. Jeg opfordrer hermed alle til at melde til mig ufortøvet pr. mail, telefon eller facebook, hvis man støder ind i en tåbelig og overflødig regel, der skaber unødigt bureaukrati. Så rejser jeg omgående sagen overfor den relevante minister.

Samtidig ønsker jeg de nyvalgte byråd landet over held og lykke i kampen mod det omsiggribende bureaukrati og regeltyranni. Opgaven er ikke blot at bevilge flere penge og hæve skatterne. Tværtimod det vil blot gøde bureaukratiet endnu mere. Opgaven er, at frigøre ressourcer til den borgernære service og til medarbejdere på gulvet ved at afskaffe overflødige regler og møder i kommuner og stat samt målrettet prioritere ressourcerne helt ud til de skarpe ender skolerne, børnehaverne, ældreplejen, plejehjemmene, psykiatrien, byggesagsbehandling osv. Kort sagt: Færre regler og mindre bureaukrati mere frihed under ansvar. Jeg opfordrer til et bredt politisk samarbejde i det nye år om, at der omsider sættes handling bag de kloge ord om at bekæmpe det omsiggribende bureaukrati. Det forventer borgerne og medarbejderne i den offentlige sektor af os.

Godt nytår!

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik