Foto: Arkivfoto
Svend Døssing, ejendomsmægler hos Estate Torsten Nielsen i Stoholm oplever at det går fremad med hushandlerne i Fjends.

Det går fremad for hussalget i Fjends

Efter et godt første kvartal kan Estate i Stoholm godt bruge flere huse til salg.

31. Marts 2017, 14:20

- Det går fremad med efterspørgslen på boliger i Fjends.

Det fortæller Svend Døssing, ejendomsmægler hos Estate Torsten Nielsen i Stoholm.

- Det er nu det tredje forår, jeg er her i Stoholm og må sige, at der de sidste tre måneder har været en hel anden aktivitet, end jeg har oplevet de øvrige år. Vi havde også et godt efterår 2016 og lige nu står vi faktisk i den situation, at vi mangler nye emner, fortæller Svend Døssing.

- Interessen samler sig særligt omkring villaer i Stoholm , hvor der står færre huse til salg, end der gjorde for nogle få år siden. Mest attraktivt er det med huse, der koster i underkanten af 1 million kroner.

- Vi får stadig flere henvendelser fra interesserede fra andre områder af landet, blandt andet Århus men også Viborg og Skive. Mange af dem har fået øjnene op for, at man får virkeligt meget for pengene ved at rykke til Stoholm, der jo trods alt er kommunens 3. største by. Samtidig ser det ud til, at priserne ikke længere er for nedadgående men er stagneret, og det er i sig selv dejligt. Men vi skal stadig passer på at holde prisen og ikke sætte den for højt, vurderer ejendomsmægleren.

Det er da heller ikke småpenge man kan spare, hvis man som boligkøber flytter fra en større by og ud i Fjends-området.

- Her koster boligerne cirka det halve i forhold til en større by, og det giver mere luft til en ekstra bil. Samtidig oplever vi også, at bankerne har løsnet lidt op med at låne penge ud til huskøb. Det gælder dog desværre ikke helt for pensionister eller den gruppe, der nærmer sig pensionsalderen. De har fået sværere ved at låne penge, og det kan måske skyldes, at bankerne stadig ikke har tilstrækkelig tillid til huspriserne over en længere årrække, fortæller han.

Selvom interessen for at købe hus som sagt især samler sig mest om Stoholm, så er der også pæn gang i handlen i flere at landsbyerne i oplandet.

- Det er stadig svært at sælge i landsbyerne, men der har været pænt med efterspørgsel i blandt andet Sparkær og Kjeldbjerg, hvor afstanden til henholdsvis Viborg og Skive jo heller ikke er stor. Der er også en tendens til at flere unge godt vil flytte ud på landet. Her kommer de også rigtig langt med 1,5 millioner kroner på lommen, fortæller Svend Døssing.

På spørgsmålet om, hvad man kunne gøre for at øge interessen for at flytte til Stoholm peger han på, at mange udefra formentlig stadig ikke er klar over, hvad byen har at byde på.

-Måske var det en ide, hvis erhvervsliv, handelsstand og andre instanser gik sammen om en intensiv markedsføring for at fortælle, at her ligger der altså en by, hvor man reelt har alt, hvad man har brug for. Bare til billigere penge, lyder budet fra ejendomsmægleren.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

Sjørup Traktor har skiftet navn

-Sjørup Traktor A/S har skiftet navn til Sjørup Group A/S, men vi...

Lotte har pynten til jul - og til resten af året

Der er masser af jul i de kommende uger hos My Stone i Stoholm.

Mogens holder styr på tallene for mindre virksomheder

" Man skal lave det, man er god til, og så ellers lade andre om...

Nye kro-ejere har allerede fundet køber til Hagebro Kro

Knap er blækket blevet tørt fra handelen mellem de mangeårige ejere...