Foto: Britta Kristiansen
Bo og Mads Dalgas Christensen er glade for fire-hjuls-trækket på mejetærskeren

Femte generation på gård i Knudby

Kan nu også tilbyde at køre som maskinstation

01. September 2017, 12:30

LANDBRUG De driver 128 hektar jord. De 112 er under plov og bliver dyrket med eksempelvis hvede, frøgræs, vårbyg og raps.

Dalgasminde på Virksundvej i Knudby er en gård, der nu bliver drevet af femte generation Dalgas. Siden 1851 har gården været i slægtens eje. Og meget er sket i de år. Dengang drev man 8 tønder land.

Gården har ikke animalsk produktion:

- Det kunne ikke rigtig lade sig gøre, når vi ligger her inde i byen. Der var ikke plads nok til at udvide - så derfor har vi fravalgt det, siger den nuværende ejer, Bo Dalgas Christensen, der overtog gården efter faderen Peter.

Med til at drive gården er også sønnen Mads, der forventes at blive gårdens sjette generation. Han er i gang med uddannelsen til landmand. Den anden søn Simon hjælper til i spidsbelastninger, men studerer ellers på universitetet i Aalborg. Og i huset regerer mor Mona, der arbejder i Viborg.

Maskinpark

Efterhånden har man på Dalgasminde opbygget en anseelig maskinpark. Derfor er man nu også begyndt at køre som maskinstation. For at få en bedre udnyttelse af maskinerne, som man jo ikke selv bruger hele tiden. Derfor er Bo og Mads begyndt at køre for andre. Og det er med alt fra minilæsser til den store fire-hjuls-trukne mejetærsker.

Da Fjends Folkeblad er på besøg på gården, har man travlt. Det er en af de sjældne flotte dage - og derfor må vi fange Bo og sønnen om morgenen, inden arbejdet for alvor presser sig på:

- Det har været en besværlig sommer. Vi skal jo gerne bruge flere dage i træk med tørvejr til høsten - og det har der bare ikke været, siger Bo Dalgas.

Ved siden af arbejdet på gården, har Bo også job med at passe juletræer i Fiskbæk. Et job, der går godt i spænd med gården derhjemme. For juletræs-sæsonen finder sted, når der alligevel ikke er meget at lave på gården:

- Jeg er også glad for at have det ved siden af. Og så er det jo så tæt på, siger han.

Fire-hjuls-træk

Men om sommeren er der fuld knald på arbejdet fra gården. De store maskiner er i brug - såvel som de mindre maskiner.

Noget af jorden er ejet, andet er lejet. Det, som man ejer, ligger i en radius af cirka 2 km. fra gården, mens man lejer jord indtil cirka 5 km. væk.

Bo og Mads forsøger så vidt muligt altid at lave reparationer på maskinerne selv. Så også det tager tid.

I starten af august var det især høst af hvede, der tog tiden. Og også høst af raps:

- Men når det har været en våd periode, så risikerer man også, at maskinerne går mere i stykker. Vi er i hvert fald glade for, at vi har fået fire-hjuls-træk på mejetærskeren. Den kan køre betydeligt flere steder nu, fortæller Bo Dalgas.

I sine yngre dage kørte Bo Dalgas noget for daværende maskinstation- og gårdejer Peter Hansen i Borup. Og der fik han smag for at køre maskinstation. Og med den maskinpark, han nu selv har fået opbygget, så kan han altså også tilbyde dette.

Hver generation siden 1851 har lagt lidt til gården Dalgasminde. Og generationerne før ville sikkert undre sig, hvis de så de moderne, computer-styrede maskiner, som der findes i dag. Men udsigten fra gården er den samme - det flotteste vue ud over Hjarbæk Fjord. Men det har Bo og Mads sikkert ikke tid til at se på lige nu. Der er maskiner, der skal køres og marker, der skal passes.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

Sjørup Traktor har skiftet navn

-Sjørup Traktor A/S har skiftet navn til Sjørup Group A/S, men vi...

Lotte har pynten til jul - og til resten af året

Der er masser af jul i de kommende uger hos My Stone i Stoholm.

Mogens holder styr på tallene for mindre virksomheder

" Man skal lave det, man er god til, og så ellers lade andre om...

Nye kro-ejere har allerede fundet køber til Hagebro Kro

Knap er blækket blevet tørt fra handelen mellem de mangeårige ejere...