Foto: Britta Kristiansen
Socialdemokraterne i Fjends håbede på mindst et medlem fra lokal-området til det nye byråd. Og det blev Birgith Langballe fra Stoholm, der her ses på valgnatten. Britta Kristiansen

Glæder sig over Fjends-valgt

Social-demokraterne i Fjends lykkedes med en lokal-valgt

21. Marts 2018, 21:45

Birgith Langballe fra Stoholm blev i november valgt til byrådet og startede sin politiske karriere 1. januar. Det var det vigtigste lokale emne, da der forleden blev holdt generalforsamling hos Socialdemokraterne i Fjends.

Ved kommunalvalget i november stillede tre lokale S-medlemmer op - og en blev altså valgt:

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vores lille forening gik efter mindst et socialdemokratisk byrådsmedlem fra Fjends. Derfor var glæden også rigtig stor, da stemmerne blev talt op og Birgith Langballe havde fået stemmer nok til at blive valgt, sagde formand for lokalforeningen, Else Th. Pedersen fra Sparkær på generalforsamlingen.

Ellers var et af temaerne på mødet, at medlemstallet hos Socialdemokraterne i Fjends går ned. Der forsvandt 8 medlemmer sidste år, mens kun tre nye kom til. Der er nu 38 medlemmer. Håbet er, at udbudte kurser måske kan hjælpe til, at man kommer op på flere medlemmer.

Socialdemokraterne i Fjends deltager blandt andet i Forårsmesse i Stoholm, Forbrugermesse i Mønsted og gademarked i Stoholm:

- Som lille partiforening har vi ikke det store økonomiske råderum til at lave arrangementer for, sagde Else Th. Pedersen, som dog er glad for at være med ved messer og marked.

Ved siden af egne arrangementer laver man også arrangementer med Fællesledelsen for S i Viborg Kommune. Blandt andet nytårskur, 1. maj-møde og lignende.

Else Th. Pedersen blev genvalgt som formand på generalforsamlingen, ligesom kasserer Karl Johan Larsen blev genvalgt. Tre bestyrelsesmedlemmer Hans Jørgen Nørgaard, Birgith Langballe og Søren Sørensen blev også genvalgt.

På generalforsamlingen fortalte Per Møller Jensen om arbejdet i byrådet, Ole Jepsen om arbejdet i regionen, mens Karin Gaardsted fortalte om arbejdet på Christiansborg.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik