Foto: Arkivfoto
Anders Jensen

Hjarbæk Fjords miljøtilstand

11. Oktober 2018, 11:03
Af Anders Jensen, medlem af Viborg Byråd og Klima- og Miljøudvalget

Chefredaktør Lars Norup, Viborg Stifts Folkeblad, kommenterer d. 3. okt. i sin leder mit læserbrev i VSF fra d. 1. okt., hvor jeg fremhæver den skønne natur i Hjarbæk Fjord området.

Dette er Lars Norup enig i, men han mener at der ligger en stor miljø-katastrofe gemt, når man dykker ned under vandoverfladen og argumenterer bl.a. for fjernelse af Virksund-dæmningen som en løsning.

Hvis der ligger en miljø-katastrofe gemt i Hjarbæk Fjord, bør det jo kunne dokumenteres. Jeg har derfor forespurgt mig hos Det Nationale Center for Miljø og Energi (DCE), som står for overvågning af bl.a. hav- og fjordområderne og dermed også Hjarbæk Fjord.

Data er dog umiddelbart samlet i større vandområder, så der umiddelbart ikke er data tilgængelig specifikt for Hjarbæk Fjord vedrørende de forskellige indikatorer for miljøtilstanden.

DCE har dog målinger for iltsvind specifikt også for Hjarbæk Fjord.  I iltsvinds-rapporten for den meget varme sommer i 2018 nævnes de hårdest ramte områder i landet og her imellem er Hjarbæk Fjord ikke nævnt, selvom der også i Hjarbæk Fjord har været iltsvind i 2018.

For en vurdering af vandmiljøet i Hjarbæk Fjord området kan man også tage fat i en rapport fra DTU Aqua fra 2017, som har undersøgt fiskeynglen i flere af å-løbene med udløb i Hjarbæk Fjord. Her viser rapporten en stor fremgang de seneste 9 år blandt især de yngre ørredbestande. På forespørgsel siger rapportens forfatter, at dette er et tegn på, at miljøtilstanden i Hjarbæk Fjord ikke kan være meget dårlig, da fiskebestanden jo kommer denne vej igennem.

Tilstedeværelsen af et stigende antal sæler i Hjarbæk Fjord er også et tegn på, at der er tilstrækkelig fisk til rådighed for sælerne som deres føde.

Lars Norups forslag om at fjerne Virksund-dæmningen er også blevet undersøgt i en rapport fra DHI/Århus Universitet fra 2014. Her står der i konklusionen, at "det er begrænset hvilke effekter dæmningen har på miljøparametrene i fjorden. Den største effekt på miljøtilstanden nås gennem næringsstofreduktioner."

Behovet for en reduktion i tilførslen af næringsstoffer er der allerede lagt planer for og de er også under udførelse. Der er etableret vådområder v. Skals Å , Fiskbæk Å og Jordbro Å og der er lagt planer for landbrugets drift af arealerne tæt på fjorden. Her er der fra forskernes side bl.a. lagt op til en mere intensiv græsproduktion, hvilket landbrugets organisationer har stillet sig positive over for.

Ud fra ovenstående må man sige, at Hjarbæk Fjord har sine udfordringer med miljøtilstanden, men at der også allerede er gang i flere tiltag, for at tage hånd om udfordringerne. At kalde fjorden for en miljøkatastrofe er for langt at gå og giver området en unødig negativ karakteristik.  

I debatten om udledning af spildevand fra det kommende renseanlæg i Skals området, vil det være fornuftigt at få undersøgt muligheden for, at udledningen foregår til Lovns Bredning i stedet for til den mere sårbare Hjarbæk Fjord pga. en vanddybde på generelt kun 1-2 m. Dette vil Venstre gerne medvirke til at få undersøgt inkl. omkostningerne m.m. ved denne model. Det kan medvirke til at tale Hjarbæk Fjords naturskønne områder op, som mange oplever det og har glæde af i hverdagen.

 

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik