Kæmp for alt, hvad vi har kært

02. Oktober 2017, 13:00
Af Karin Clemmensen (V) Byrådsmedlem i Viborg Kommune, Kirkebakken 10, 7840 Højslev

Debatten raser  om dem/os, by/land, Viborg/Stoholm, Øst/Vest, og jeg kunne blive ved, men det vil jeg ikke. 

Lad os i stedet tale vores lokalområder og landsbysamfund op - gøre lidt reklame for det, der for de fleste af kommunens indbyggere er hjem og verdens navle.

Hvad er det man får, når man bevæger sig udenfor byskiltet til Viborg?

Du får mere for dine penge. Billige byggegrunde og huse giver råd til 2 biler eller en ekstra ferie. Med jernbanen kan man komme til centrum af Viborg på max. 20 min. og så behøver man ikke spilde tid på kampen om en P-plads.

Du får skoler, som leverer dygtige elever, et aktivt idræts- og foreningsliv og en hær af frivillige kræfter.

Du får luft til hovedet, højt til himlen og vidt udsyn. Ind imellem blæser en strid modvind, men den gør stærk. Der kan være langt til naboerne, men afstanden er ingen hindring for venskab og et stærkt sammenhold.

Du får nogle bånd, som via fælles oplevelser og udfordringer, gensidig forståelse og en selvfølgelig omsorg for hinanden, knyttes sammen til et stærkt tilhørsforhold med stor ansvarlighed for det sted, vi bor.

Det stærke sammenhold, nærheden og den lidt fanden-i-voldske mentalitet er lokalområdernes styrke, og det vi skal overleve på; men det kræver, at vi selv tror på det, går forrest og tør kigge ud over vores egen næsetip.

Vi er nødt til at stå sammen. Bliver vi ved med at bekrige hinanden indbyrdes og pege på alt det, vi ikke får, ja, så får vi slet ingenting heller ikke tilflyttere, der skal bidrage til vores skoler, flere cykelstier eller måske en letbane.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik