Foto: Privatfoto
Henrik Bagge tiltræder som ny lokalredaktør den 1. august

Kommende redaktør på Fjends Folkeblad

Journalist Henrik Bagge bliver ny lokalredaktør på Fjends Folkeblad.

21. maj 2018, 12:15

 Den nye redaktør på Fjends Folkeblad er fundet.

Efter en ansættelsesrunde med 15 ansøgere i feltet er valget faldet på journalist Henrik Bagge, der starter 1. august og skal afløse Anne Kirstine Hansen, der går på efterløn.

Henrik Bagge kommer fra en stilling på Århus Stiftstidende, hvor han virker som freelance journalist og webredigerende. Han har desuden arbejdet som journalist på Dagbladet Holstebro-Struer.

Henrik Bagge er uddannet markedsføringsøkonom og arbejdede i en del år både som maskin- og møbelsnedker, ligesom han har arbejdet med mink og virket som skovarbejder, murerarbejdsmand, maler og tømrer.

I 2012 - som 43-årig - påbegyndte han uddannelse som journalist på højskolen i Århus og blev bachelor herfra i 2016.

Henrik Bagge er nemlig udstyret med en skarp og humoristisk fortællende pen og har for alvor fundet sit rette element som skriverkarl.

Aktivt tilvalg

Han har ikke søgt mod Fjends af nød eller tilfældighed - men som et aktivt tilvalg.

- Det er et ønskejob for mig. Min drøm har altid været at bruge min uddannelse til at gøre gavn og bidrage til sammenhængskraften i et af de småsamfund, som jeg selv det meste af mit liv har levet i og elsket, siger Henrik Bagge.

- Jeg er søn af en kartoffelavler, som ikke bare kunne finde ud af at avle kartofler. Jeg er således nummer seks i en børneflok på syv! Jeg er sikkert også præget af Højskolesangbogen og en grundtvig/koldsk opvækst med friskole, efterskole og højskole.

Henrik er vokset op med Nissum Fjord på den ene side og hede på den anden.

- Så det har været lidt af en tur nedad Memory Lane, når jeg den seneste tid har kørt rundt på rekognoscering i Fjends-området. Selv om jeg aldrig har været der før, kan jeg genkende det hele. Sådan tror jeg også, jeg ville have det mange andre steder. I Thy, i Sønderjylland eller for den sags skyld på Bornholm. Så det er ikke, fordi jeg har forelsket mig i Fjends som den eneste ene. Hun er simpelthen bare min type.

Henrik Bagge indtager pladsen 1. august og kommer til at sidde sammen med Anne Kirstine Hansen måneden ud.

Der bliver lejlighed til både at sige goddag til den nye redaktør og et farvel til den afgående ved en reception fredag 24. august.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt

Indianerprojekt bygger bro mellem dagpleje og børnehave

Sparkærs dagplejebørn var med på sidelinjen, da børnehaven Søløven...

Tilbud om ferieophold for demente i Viborg Kommune

Viborg Kommune har nu et åbent tilbud til borgere, der lider af...

To præster til lokale sogne afsløres

Viborg Domkirke danner ramme om ordinationen af nye, lokale præster

Nye lokaler - og et skarpt hjørne

Fredag den 22. juni inviterer statsautoriseret revisor i Stoholm...

Anlægsarbejdet i Stoholm starter på mandag

Byens borgere og alle andre, som det næste års tid, færdes i...