Foto: Britta Kristiansen
For et års tid siden stillede en gruppe borgere i Løgstrup sig i spidsen for en protest med underskriftindsamling, da Region Midtjylland varslede en lukning af flere busruter, herunder Rute 50 mellem Viborg og Skive.

Kommuner: Rute 50 skal køre videre

Både Viborg og Skive kommuner er klar til at redde busrute gennem Fjends

06. September 2018, 13:30

NORDFJENDS Region Midtjylland skal spare 40 millioner kroner på den kollektive trafik, og allerede sidste år lå det i kortene, at Rute 50 mellem Viborg og Skive ville blive ofret i den øvelse.

Men det vil Skive og Viborg kommuner ikke lade ske, og de er derfor begge klar til at afsætte penge til at redde Rute 50.

Det skriver Skive Folkeblad.

- Den kollektive trafik i regionen er jo egentlig et regionalt anliggende, og vi er ikke tilfredse med den her udvikling. Men på den anden side vil vi ikke have lukket Rute 50, da det er en vigtig rute i forhold til uddannelser. Og for at være sikker på at undgå det, kommer vi formentlig til at skulle betale for det, siger Jens Peder Hedevang (V), formand for udvalget for teknik og miljø i Skive Kommune, til Skive Folkeblad.

Han vil bringe emnet på banen til de kommende budgetforhandlinger.

Rute 50 mellem Viborg og Skive betjener undervejs Løgstrup, Vorde, Hjarbæk, Fiskbæk, Kvols, Knudby, Sønder Ørum, Nr. Søby og Højslev.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik