-Værkstedet i VIBORGegnens Erhvervsråd er et 12 ugers afklaringsforløb til ledige på dagpenge, som overvejer at starte selvstændig virksomhed.

Konsulenter viser vej fra dagpenge til selvstændig

De ansatte i VIBORGegnens Erhvervsråd har netop sagt held og lykke til 12 deltagere - alle dagpengemodtagere - på det ottende hold I-Værkstedet.

03. maj 2017, 14:55

Fakta

I-Værkstedet i VIBORGegnens Erhvervsråd er et 12 ugers afklaringsforløb til ledige på dagpenge, som overvejer at starte selvstændig virksomhed. Det er en del af Viborg Kommunes frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet. Det slutter med udgangen af 2017. Det seneste hold 8 sluttede deres forløb 19. april 2017. I alt 84 har deltaget i og 74 gennemført I-Værkstedets otte hold. Nogle har fået job undervejs.

71 pct. af alle deltagere er i beskæftigelse og 26 pct. er ledige pr. 1 maj 2017. Andelen af beskæftigede stiger, når effekten af hold 8 slår igennem.

I alt 33 har et aktivt CVR-nummer pr. 1. maj 2017.

4 deltagere fra hold 8 har pr. 1. maj 2017 registeret CVR.

27 fra hold 1-7 har deltaget i Business Coach forløbet.

4. september 2017 starter sidste hold I-Værkstedet under frikommuneforsøget.

VIBORGegnens Erhvervsråd og Jobcenter Viborg står bag I-Værkstedet.

 Gennem 12 uger har deltagerne fået trykprøvet deres forretningsid på alle leder og kanter. De er afklarede, om iden kan bære springet fra dagpenge til selvstændig med CVR-nummer, eller om temperamentet mere er til fast job. Målet er ens for alle: At de kommer til at forsørge sig selv igen.

Alle facetter af selvstændig

Erhvervsrådets seks konsulenter og 23 oplægsholdere og specialister fra egnens erhvervsliv har indviet holdet i alle facetter af livet som selvstændig. Lige fra hårde fakta om skat, bank og revision rundt om markedsføring og salg til at håndtere den usikkerhed, der rumsterer mellem ørerne og kan stjæle nattesøvnen:

-Opgaven er at give deltagerne alle de informationer, de skal bruge for at træffe et valg. Vi skal tegne et realistisk billede og ikke male en rosenrød idyl. Det er vi gode til og har efterhånden udviklet et rigtig skarpt produkt med I-Værkstedet, fortæller tovholder og iværksætter-konsulent Ian Norman.

Fra luftig til levedygtig

VIBORGegnens Erhvervsråds konsulenter optræder i I-Værkstedet med hver deres faglige styrker og et indgående kendskab til det lokale erhvervsliv. De bidrager med at skærpe, forstyrre og udfordre deltagernes forretningsid for at undersøge, om den er levedygtig. Samtidig kan de være døråbnere til mere specialiseret rådgivning og nye input, hvis deltageren støder på særlige knaster.

Siden marts 2014 har konsulenterne på nært hold oplevet, hvordan deltagerne over de 12 uger gennemgår en udvikling fra begejstring til en periode med frustration og tvivl til at klatre op igen med nyt mod og klarhed:

-Vi skal ikke dræbe gode ideer men give et realistisk modspil og hjælpe deltagerne med at finde ud af, hvad der skal til, for at de kan få et levebrød ud af det. Vi sender ikke nogen ud med et CVR-nummer, hvor vi selv tænker; den id holder ikke!, pointerer erhvervskonsulent Michael Freundlich.

Alle får et løft

- Når vi ser på deltagerne på I-Værkstedet, så løfter vi dem helt tydeligt. De er mere forberedte på at drive selvstændig virksomhed i forhold til mange andre, der kaster sig ud i det, fortæller iværksætter- og chefkonsulent Erik Sønderby.

I forløbet hjælper han blandt andet deltagerne med at træne deres elevatortale om forretningsiden og i arbejdet med at transformere den til en egentlig forretningsplan.

Skal, skal ikke

I den 12. uge oprinder dagen for Springboard. Her præsenterer deltagerne deres forretningsid for et panel af fire erfarne erhvervsfolk og får gode råd med på vejen.

Derefter er det alene deltageren selv, der kan træffe den endelige beslutning: Skal, skal-ikke, skal

-Deltagerne er modige. I modsætning til mange andre iværksættere er de ofte bagud på økonomi, fordi de starter fra dagpenge. Derfor er det et ekstra stort spring for dem, der vælger at blive selvstændige, understreger Ian Norman.

Med registreringen af et aktivt CVR-nummer får de nye selvstændige tilbud om en business-coach i et forløb over 12 uger.

 

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

Sjørup Traktor har skiftet navn

-Sjørup Traktor A/S har skiftet navn til Sjørup Group A/S, men vi...

Lotte har pynten til jul - og til resten af året

Der er masser af jul i de kommende uger hos My Stone i Stoholm.

Mogens holder styr på tallene for mindre virksomheder

" Man skal lave det, man er god til, og så ellers lade andre om...

Nye kro-ejere har allerede fundet køber til Hagebro Kro

Knap er blækket blevet tørt fra handelen mellem de mangeårige ejere...