Frank Mikkelsen, Mønsted

Lad os få flere cykelstier....

22. September 2016, 17:15
Af Frank Mikkelsen, Blegevej 10, Mønsted

"Vi cykler til skole"....

Ja, det var en af de overskrifter, man kunne læse i aviserne, på facebook, på TV Midt Vest, ja, sågar på Viborg kommunes egen hjemmeside.

En opfordring til at børnene skal cykle til skole, alt andet er jo idioti, og vil jo kun skabe disse såkaldte Curling børn.

Og selvfølgelig er det også bedst hvis børnene cyklede afsted om morgenen, fik den friske luft og den gode motion som børn i dag får alt for lidt af, og den del kan man jo kun som almindelig tænkende individ, være fuldstændig enig i.

Men hvorfor er det så, at vi ikke skaber disse muligheder for børnene?

Viborg kommune er jo efterhånden et U-land med hensyn til cykelstier, og de cykelstier der findes, bliver ikke vedligeholdt.

Et eksempel er stien fra Flintevej/ Blegevejs-kvarteret i Mønsted. Her har der de sidste 27 år været en sti, beliggende på jord, tilhørende to lodsejere. Efter 25 år skulle aftalen forlænges, en aftale som kommunen skulle bringe i orden i starten af 2014, men intet sker. Henvendelser til forvaltningen på kommunen fører kun til udenomssnak, og der sker ikke en hylene hattefis.

Nu er stien efterhånden godt tilgroet og skal to cyklister passere hinanden, står valget mellem brændenælder eller træerne. Belægningen er løs rald, som kun voksne kan cykle igennem.

Men så er det jo at vi har et alternativ, hvilket er at sende børnene ud på en 1,5 km lang omvej, igennem femvejskrydset, langs en befærdet vej, med mange parkerede biler, eller vælger vi at transportere børnene i bilen ? Hvilket resulterer i en øget trafikmængde ved skolen.

Vores børn tager skam ikke skade af at cykle nogle ekstra meter, men når så den alternative rute ikke vedligeholdes og cykelstien benyttes af fodgængere og barnevogne, fordi fortorvet er for smalt på grund af manglende hækklipning.

Cyklister henvises til kørebanen. Ujævne og store kanter omkring kloakdæksler gør det farlig for små cykelhjul, løbehjul og rulleskøjter. Cykelstien og fortorvet er eneste vej fra byen og op til børnehave og vuggestue.

Det handler ikke blot om flere penge eller politikerne, der ikke prioriterer landdistrikterne ordentligt. Det handler om en bedre tilrettelæggelse af arbejdet, når medarbejderne fra Park og Vej er i byen.

Vi kan jo konstatere, at området/hækken omkring befrielsesstenen er blevet klippet, Hvorfor så ikke gøre tingene færdige, når medarbejderne er i området.

Det hurtigste svar vil selvfølgelig være ferie og manglende penge, men ukrudtet, hækken og de skæve fliser er jo ikke kommet hen over natten. Vi har nogle fantastisk dygtige og engagerede Park & Vej medarbejdere i kommunen, det ses tydeligt på det arbejde der bliver udført, når de får lov til at udføre det.

Hvis kommunen og de valgte politikere nu virkeligt ville noget med deres Vi cykler til skole var det måske en ide at arbejde for nogle flere cykelstier i kommunen, også langs de statsveje, der findes. Det kræver et spark til vejdiktoratet i ny og næ, men hvor der er en vilje, er der en vej eller måske blot en cykelsti

Om få år, når motorvejen er ført til Holstebro, når den nye omfartsvej ved Haderup bliver en realitet, så lur mig om det ikke vil give en øget trafik på A 16, så hvorfor ikke begynde at arbejde på en cykelsti fra Viborg til Hagebro langs A16.

Det vil give så mange muligheder for ung som gammel og ikke mindst de mange turister der færdes i området.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik

Stor personlig triumf for Torsten Nielsen i Fjends

Stemmerne er talt op i Vridsted, Mønsted og Stoholm. Og alle steder...

Spændende valgaften på rådhuset

Der er en summen af forventning på rådhuset i Viborg i aften. Fjends...

Følg valget online og på Facebook

Fjends Folkeblad opdaterer i aften direkte fra Viborg Rådhus:

Lars Løkke besøger Viborg dagen før valget

Med kun én dag tilbage til kommunal- og regionsrådsvalget er...