Mønsted Cykler har vokseværk

Mønsted Cykel- og Motorservice er flyttet over gaden og ind i nye og større lokaler.

20. August 2017, 07:05

 Cykel- og Motorservice er hen over sommeren flyttet ind i nye, flotte lokaler på Bredgade i Mønsted.

Her glæder indehaver Lars Laursen sig over, at han kan præsentere sine mange cykler i en spritny butik.

Dertil kommer også et 200 kvadratmeter stort, topmoderne værksted og lager, et frokostlokale samt kontor.

Lars har drevet cykelforretning i Mønsted siden 2002, og det er nu tredje gang, han rykker teltpælene op og flytter sin butik. Det har hver gang været til noget større. Simpelthen fordi behovet for mere plads er vokset.

De nye lokaler ligger I Bredgade, tværs over for den tidligere butiksadresse ved Brugsen. Og her er det planen at blive boende, forsikrer Lars.

- Det er heldigvis gået støt og roligt fremad med stadig flere kunder, der kommer fra et stadig større lokalområde, blandt andet Viborg og Løgstrup, fortæller cykelhandleren.

Han tror selv at noget af forklaringen på cykel-succesen skyldes en stadig stigende efterspørgsel fra kunderne på service og know how.

- Folk vil gerne have en professionel forklaring på det, de spørger om og så kan de også godt lide, at man er helt nede på jorden.

Det er også vigtigt, at de reparationer, vi laver, er til en fair pris og at kvaliteten bare er i orden. fortæller Lars.

Det er det lokale firma, Ninki Invest, der ejer bygningerne og har stået for den omfattende og gennemgribende renovering.

- Kim Mogensen fra Ninki Invest har været meget samarbejdsvillig og lyttet til mine ønsker hele vejen. Resultatet er blevet denne optimale, gode løsning, som jeg er meget glad for, fortæller Lars.

Det tilhørende store værksted har givet massevis af plads til Lars og hans to faste medarbejdere, når de skal lave service på eller reparere de cykler, scootere, plæneklippere, motorsave, trimmere og havemaskiner, som kunderne kommer med.

Og så er der jo - ikke at forglemme - butikken, hvor Lars det meste af tiden har et udvalg på omkring 100 cykler, og hvad dertil hører.

- Vi sælger mest til Familien Danmark, hvilket vil sige til de helt almindelige motionscyklister og i en prisklassen fra 5.000 og op til 20.000 kroner, fortæller Lars.

Fredag den 25. august fejres de nye omgivelser med Åben Hus om eftermiddagen, hvor man er velkommen til at kigge indenfor og se de nye lokaler. Der tændes op i grillen og så lover Lars ekstremt gode tilbud i butikken på dagen.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Erhverv

Guld til Stoholm-bager

Linea Esbensen Fonvig scorede fornemt guld til svendeprøven for...

Vind i sejlene i et jubilæumsår

Handelsfirmaet Rosgaard A/S kan markere sit 10-års jubilæum med...

Sover køerne længe om søndagen i Frederiks?

Søndag den 17. september inviterer landmænd over hele Danmark til...

Femte generation på gård i Knudby

Kan nu også tilbyde at køre som maskinstation

Flere alvorlige ulykker under høstarbejdet

Høst Ulykker, hvor landmænd eller medarbejdere kommer i klemme, eller...