Med ønsket om en sober valgkamp

Med ønsket om en sober valgkamp

03. November 2017, 11:25
Af Karin Clemmensen (V) Byrådsmedlem i Viborg Kommune, Kirkebakken 10, 7840 Højslev

 I lørdags havde jeg, som så mange gange før, borgerlige vielser. Det slog mig, hvor stor en kontrast, det er til mit øvrige politiske virke  især i øjeblikket hvor valgkampen raser og alle har travlt med at være uenige.

At være giftefoged er en af de mere hyggelige og livsbekræftende opgaver, jeg har som politiker. Det er et privilegie at kunne bruge de historiske og højtidelige rum på det gamle rådhus i Viborg. Det understreger i sig selv den særlige begivenhed, en vielse er, for brudeparrene og deres gæster. Og hvor er der mange forskellige brudepar.

Par, som ganske afslappede kommer ind i deres hverdagstøj, som om de lige var kommet i tanke om at ville giftes under indkøbsturen.

Par, som entrerer i hvid brudekjole med slæb, jakkesæt med blomst i knaphullet og fine brudebørn. Par, hvor kun dem selv er til stede og vd at de bliver gift - foruden de 2 vidner, som er obligatoriske og mig.

Par, hvor gæsterne fylder hele den gamle byrådssal op, og hvor man fornemmer, at en del kommer langvejsfra og har forskellige nationaliteter.

Jeg har viet par ved sygesengen, i haven under bøgen og sågar ved den fædrene gårds andedam akkompagneret af græssende køer.

Jeg har viet på engelsk, jysk og med tolk.

Fælles for alle parrene er forelskelsen, som lyser ud af deres øjne og glæden ved at sige ja til hinanden.

For mig er det en ære at være del af så vigtigt og betydningsfuldt et ritual; at få lov at træde ind i den helt specielle intimsfære og fortrolighed, der er mellem 2 mennesker, som vier deres liv og hjerter til hinanden.

Politik minder til tider om at være i krig, og så er det rart at kunne smede parforhold i kærlighed.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik