Foto: Jesper Sørensen, Fjends Folkeblad
Tirsdag aften kunne borgerne i Stoholm få syn for, hvad der skal ske med deres by i den kommende tid. Her er det projektets tovholder for kommunen, Benny Christensen, der fortæller.

Plan for løft af Stoholm godt modtaget af borgerne

Ikke mindre end 225 borgere mødte tirsdag aften op for at høre om den kommende områdefornyelse af Stoholm.

08. Februar 2017, 13:10

 Interessen var stor og stemningen god, da 225 borgere tirsdag aften deltog i borgermøde i Stoholm Fritids- og kulturcenter. Her forklarede Viborg Kommune sammen med den lokale følgegruppe, og arkitekterne bag skitserne om planerne for det projekt, der skal være med til at forskønne Stoholms midtby og hjælpe med at lede den tunge trafik væk fra den indre del af byen.

- Det er et meget imponerende fremmøde og et positivt signal, at så mange er interesserede i deres by, indledte formanden for Teknisk Udvalg Johannes Vesterby (V), som også var aftenens mødeleder.

De mange fremmødte blev præsenteret for en plan, der har sit største fokus på afvikling af tung trafik udenom midtbyen, indretning af midtbyen samt forskønnelse af Stoholms anlæg og det grønne område Gyngemosen.

Benny Christensen, kommunens tovholder på projektet i Stoholm, forklarede, hvordan det har været et stort ønske fra byens borgere, at der bliver mindre af den tunge trafik inde i midtbyen, blandt andet gennem handelsgaden Vestergade. Allerede ved indgangen til byen fra øst skal en rundkørsel ved Skalmstrupvej/Lundgårdsvej og Østergade lede den tunge trafik væk fra at køre ad Østergade ind i Stoholm og i stedet føre de tunge køretøjer ad en ny rute i den nordlige ende. Her skal jernbaneoverskæringen forbedres og et nyt blødt sving ved krogrunden lede trafikken mod vest ud til Tastumvej. Det skal ske ad Odinvej, der skal ombygges til formålet.

Midtbyen

Fra rådgivningsfirmaet Cowi præsentede Claus Otte Nielsen de skitser, der fortæller om forskønnelsen af midtbyens gader og torve.

- Stoholm skal skabe sin helt egen identitet. Vi vil arbejde med gule og røde farver i asfalten, der skal være med til at markere krydset og handelsområdet i Stoholm og der vil blive fire indfaldsporte til byen, fortalte han.

Parkeringspladsen mellem Vestergade og Skolegade indrettes delvist som et torveareal med forskelige flader med farvet asfalt. Der er også tanker om at transformerstationen på pladsen beklædes med frostet glas og belyses indefra og der etableres et aktivitetområde samt et opholdsområde med borde og bænke.

Det fik en af tilhørerne til at bemærke, om man nu husker at sørge for et uændret antal parkeringspladser i byen, mens en anden borger mindede om at toiletbygningen på torvearealet altså også trænger til en indvendig renovering.

Også området ved Tøjeksperten og den tidigere Spar Nord bygning vil blive forskønnet med gyldenfarvet asfalt i felter, bymuren væltes for at åbne torveområdet op mod handelsgaden og noget af pladsen forsynes med et aktivitetsområde samt bænke og træer.

Der var i det hele taget flittig spørgelyst fra tilhørerne, som stillede opklarende spørgsmål og kom med kommentarer. Flere spurgte ind til trafiksikkerhed langs de veje, der nu får mere af den tunge trafik og andre ville vide om kommunen havde tanker om at købe hele krogrunden og ikke kun den del af grunden, der skal bruges til vejomlægningen ved Odinvej.

- Økonomien rækker ikke til køb af krogrunden men den vil blive afskærmet med træer fra vejsiden, kunne Johannes Vesterby fortælle.

Anlæg og Gyngemosen

Der herskede en generel tilfredshed med planerne og det prægede også stemningen, der var god under hele mødet. Dog var der blandt tilhørerne flere, der stillede sig skeptiske overfor værdien af den planlagte rundkørsel.

Anlæg og Gyngemosen

Byens Anlæg og det grønne område Gyngemosen er der planer om at opgraderes allerede i år og også her blev der lagt skitser frem. Indenfor kort tid starter man med at etablere to små vådområder i Gyngemosen ved stien mellem Kærvej og banegården. Der er også planlagt et opholdsareal og en boldbane i området.

Det er også meningen, at der skal skabes bedre sammenhæng mellem stationen og midtbyen og så arbejdes der for at etablere et sammenhængende stisystem, en såkaldt rute 785 Stoholm, hvor man skal ende med at kunne køre ad en sammenhængende cykelrute i og omkring Stoholm.

Gadelys

Kommunen er i færd med at udskifte gadelys rundt omkring i hele kommunen og sådan bliver det også i Stoholm. Det sker dog uafhængig af områdefornyelsen og derfor bliver den udgift ikke en del af budgettet, som lyder på byfornyelse for 8,4 mio kroner.

Selve byforskønnelsen skal stå helt klar i løbet af 2018 og 2019 mens omlægningen af trafikdelen er planlagt til at koste 4,2 millioner kroner og skal gennemføres i 2019 og 2020.

Ejvind Jakobsen, talsmand for følgegruppen, var en af dem, der sluttede af med at takke for en velbesøgt aften. Han efterlyste samtidig lokale borgere med lyst til indgå i en fundraising gruppe, da der fremadrettet skal rejses penge til at fylde de nye rammer i byrummet ud med endnu flere spændende aktiviteter for byens små og store borgere.

www.viborg.dk/byfornystoholm kan man  se de skitser, der blev præsenteret på borgermødet.

Se fotos fra aftenen, hvis du klikker her...

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik