Foto: Arkivfoto

Regler er nødvendige: De beskytter ungarbejderne

11. September 2018, 15:40
Af Susanne Sommerlund, Formand for HK Handel MidtVest

Coop har opfordret sine 1200 butikker til at afskedige de omkring 2000 ansatte mellem 13 og 15 år og ikke ansætte unge under 15 år igen. 

Coop mener, at reglerne, der gælder for ungarbejdernes arbejde, er bøvlede. Men reglerne er til for at beskytte de unge og er faktisk allerede blevet lempet.

Så sent som 1. januar 2018 trådte nye regler i kraft, som indebar, at unge mellem 13 og 15 år fik flere muligheder for at arbejde.

Regelændringen betød blandt andet, at unge fremover gerne måtte udføre lettere ekspedition, uanset hvilken type virksomhed der var tale om. Før var det kun tilladt for unge under 15 år at ekspedere kunder i mindre forretninger som eksempelvis et bageri eller en kiosk.

Der blev også åbnet op for, at unge under 15 år kunne udføre lettere ekspedition i restauranter.

Baggrunden for ændringen af bekendtgørelsen om unges arbejde var, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) gerne ville give ungarbejderne flere muligheder for at arbejde og dermed understøtte, at de unge blev introduceret til arbejdsmarkedet.

Nu vil Troels Lund Poulsen ansporet af Coops opråb så igen kigge på reglerne. Men er reglerne i virkeligheden ikke fornuftige og til for at beskytte ungarbejderne? Det mener jeg som formand for HK Handel MidtVest.

Jeg synes faktisk, at det er fornuftigt, at ungarbejdere, der er mellem 13 og 15 år, kun må udføre let arbejde af forskellig art. Og, at der er regler for, at de ikke må beskæftige sig med farligt arbejde som betjening af flaskeautomat og pappresser.

Jeg synes også, det er fornuftigt, at de ikke må arbejde ved kassen i supermarkedet, hvor udviklingen viser flere konflikter med kunder, og hvor medarbejderne i stigende grad bliver udsat for verbale overgreb og trusler. Konflikter, som jeg som formand for HK Handel MidtVest ikke ønsker at sende børn ud i.

Jeg synes også, det er fornuftigt, at der er regler, der siger, at ungarbejdere mellem 13 og 15 år ikke må løfte mere end 12 kilo, så vi ikke risikerer, at de får ødelagt deres rygge i en tidlig alder.

Jeg synes også, det er fornuftigt, at der er en øvre grænse for, hvor længe ungarbejdere mellem 13 og 15 år må arbejde, når de også har en skole at passe, nemlig to timer på skoledage og 12 timer om ugen i uger med skoledage.

De sidste somre har jeg været rundt med Jobpatruljen i det midt- og vestjyske, og hver gang har jeg desværre oplevet overtrædelser af reglerne, der skal beskytte de unge på arbejdsmarkedet.

Skal reglerne laves om, blot fordi Coop synes, de er besværlige, og det er træls, når Arbejdstilsynet griber ind og giver påbud, som supermarkedskæden i flere tilfælde har oplevet?

Nej, jeg synes, det må handle om at sikre de unge en god start på arbejdsmarkedet. Så de kan holde hele det arbejdsliv, der lige nu ser ud til at blive længere og længere.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik