Hver onsdag cykler seniorer ud på fælles ture i naturen i Fjends. Nye kan stadig hoppe på.

Seniorerne træder i pedalerne

Hen over sommeren har en gruppe på 10 -20 personer hver onsdag eftermiddag sat hinanden stævne for sammen at cykle på ture ud i det blå.

26. August 2017, 07:00

- De fleste gange er vi 11 - 12 deltagere, nogle gange flere. I starten cyklede vi omkring 12 km men det er nu gradvist øget, så vi på det sidste har cyklet 23 - 26 km. Selvom vi efterhånden har cyklet mange gange, så har vi ikke kørt samme rute to gange. Med udgangspunkt i Stoholm er det altså muligt at se mange forskellige skønne steder i Fjends, fortæller Ruth Pedersen fra Stoholm.

Det er hende, der på vegne af Ældre Sagen Fjends-Karup har været med til at tage det nye initiativ.

- I Ældre Sagen vil vi gerne være med til at sætte fokus på den mere mobile del af seniorerne og skabe en fysisk, fælles aktivitet for dem, fortæller Ruth Pedersen.

Da avisens udsendte onsdag lagde vejen forbi startstedet ved Stoholm Fritids- og Kulturcenter, var en halv snes cyklister mødt op. Blandt deltagerne var også 73-årige Åge Sørensen, som hver uge tager turen fra Langå for at cykle med.

- Jeg er barnefødt i Fjends, men har ikke kørt rundt på cykel på egnen i 50 år, og det kunne jeg godt tænke mig. Så jeg tager gerne turen herop, fortæller Åge, som årligt tilbagelægger omkring 3000 kilometer på sin el-cykel.

Fortsætter i september

Denne onsdag gik turen til Borup, Knudby og over Kvosted og Sparkær. En rute på 28 km og naturligvis med indlagte vandpauser undervejs. Med på turen var også alderspræsidenten blandt de faste deltagere. Han fylder 80 år næste gang, og både han og hustruen er med på de fleste ture.

Selvom cykelprojektet formelt slutter med udgangen af august så stopper cykelturene ikke med det.

- Vi er blevet enige om at fortsætte så længe vejret tillader det og nye er altid velkomne til at hoppe på, fortæller Ruth Pedersen, der ikke vil afvise at der kommer en ny cykelsæson til næste forår.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Det Sker

Mange udstillere med på messen

Ikke mindre end 38 forskellige stande er på plads ved søndagens...

Mød dit lokale hjemmeværn

Mange er måske ikke klar over, at det lokale hærhjemmeværn holder...

Tolv døgn på cykel fra Italien til Nordkap

Søndag formiddag fortæller ekstremcykelrytteren Morten Kjærsgaard på...

Flere aktiviteter for ældre i Østfjendshallen

Der bliver flere nye aktiviteter at kaste sig over, når De Aktive...

Mit livs kamp - på og udenfor banen

Onsdag den 20. september kan man i Stoholm Fritids og Kulturhus...