SIF-fodbold tabte på sent mål

Fodbold - serie 2 for herrer Holstebro B - Stoholm IF 3-2 (1-2) Målscorer for Stoholm IF - fodbold: Per "Unge" Jensen til både 0-1 og 1-2

04. September 2017, 11:40
Af Anders Jakobsen

SIF var i den grad undertippet, da mandskabet sent søndag eftermiddag gæstede Idrætscenter Vest for at møde Holstebro B. Men ganske overraskende formåede det afbudsramte hold at levere en gedigen indsats, der indtil det 88. minut rakte til point.

Derfor var det også en ærgerlig træner Niels R. Jensen, der efterfølgende gjorde status.

-          2-2 ville have været et kæmperesultat for os – nu står vi i stedet med et sent og dermed surt nederlag i sportstaskerne – det er lidt svært at sluge. Når vi får de 90 minutter lidt på afstand, så vil vi være stolte over, at vi formåede at yde så god modstand, men det kan jo bare ikke aflæses på stillingen. Men ingen tvivl om at jeg gerne vil rose alle mine spillere, for de kæmpede som små vilde heste i samtlige 90 minutter, kom det fra Jensen.

Selvsamme Jensen har tidligere klaget over effektiviteten foran mål, men den fejlede bestemt ikke noget søndag. Markante Per ”Unge” Jensen sørgede med to flotte scoringer for, at SIF’erne stort set havde 100% udnyttelse i en 1. halvleg, hvor HB’erne fik udlignet til 1-1 omkring den halve time – SIF’ernes to mål faldt i det 25. og 40. minut.

I de sidste 45 minutter pressede hjemmeholdet på, og udligningen faldt efter cirka en times spil. Herefter havde værterne bolden mest, og det var ikke nogen overraskelse, at Holstebro-spillerne var i bedre form – desværre gav det så et sent sejrsmål i det 88. minut.

-          Vi formåede faktisk at få en chance til Emil Rauff til allersidst efter forarbejde af Mark Dalgaard Svendsen, men muligheden blev ikke udnyttet. Og så er jeg helt med på, at alle regler i Fodbold-Danmark stort set kun tilgodeser de store klubber, men jeg har altså svært ved at se det rimelige i, at Holstebros Danmarksseriehold kan spille kl. 13.00 på Stadion, og her bruger de undervejs nogle helt unge spillere, som så må tage ud og spille på serie 2 holdet senere på dagen. Det er ulige vilkår, men der er jo ikke noget at gøre ved det, kom det fra Niels R. Jensen.

Han så Per ”Unge” Jensen og Morten Groth i markante roller på SIF-mandskabet, og så roste SIF-træneren i øvrigt dommer Arnt Nørgaard for en god præstation uden brug af kort.

SIF’erne er udfordret i øjeblikket, og i næste runde er holdet igen solidt undertippet, når truppen på udebane skal møde rækkens duks fra Koldby/Hørdum – kampen spilles på søndag d. 10. september  på Hørdum Stadion.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Sport

Lige ved og næsten for JP Racing i DM finale

En ødelagt køler på næstsidste prøve sendte Jan Petersen, JP Racing...

SIF-fodbold sluttede af med sejr

SIF-Fodbold sluttede af med sejr Fodbold – serie 2 for herrer...

Højt humør i Stoholm IF-fodbold

Fodbold – serie 2 for herrer Stoholm IF – Koldby/Hørdum IF 3-1 (0...

SIF- fodbold i nyt nederlag

Fodbold – serie 2 for herrer Stoholm IF - Holstebro B 1-2 (1-1)...

SIF-fodbold på vej i pointnød

Fodbold - serie 2 for herrer Hurup - Stoholm If 3 - 0 (1--0)