Foto: Arkivfoto
Susanne Bak, formand for Stoholm Borgerforening.

- Stoholm er vågnet og lever i bedste velgående

Stoholm Borgerforening har sat gang i aktiviteterne og mere kommer til. Det fortalte foreningens formand Susanne Bak på generalforsamlingen.

03. April 2018, 11:55

 - Der er sket rigtig meget i vores lille by og meget mere kommer til at ske i fremtiden.

Sådan sagde formand for Stoholm Borgerforening, Susanne Bak på årets generalforsamling.

Borgerforeningen har haft et travlt år med masser af lokale arrangementer.

En af de store udfordringer i årets løb var at få lavet en Stoholm-film, som man fik midler til fra Viborg Landsbysammenslutnings filmfond:

- Det var et helt fantastisk projekt at være en del af, sagde Susanne Bak på generalforsamlingen, hvor hun sendte en stor tak til alle, der var med til at skabe en rigtig fin film.

Ellers har året blandt andet budt på Skt. Hans Bål, som nu er blevet en ny tradition i samarbejde med Trivselspiloterne og Stoholm Fritids- og Kulturcenter. At den så blev hæmmet af regn, forhindrede ikke 250 mennesker i at dukke op. Foredrag, sangaften, frivillig-aften m.m.

Hvor der sker en masse godt for Stoholm i øjeblikket, så tog Susanne Bak også tid til at berøre emner, der er knap så gode for Stoholm:

- Det er ikke lykkedes at finde en ny apoteker, så vores apotek fortsætter som en filial. Jeg kan ikke helt gennemskue konsekvenserne af dette endnu, men vores apotek lukker i det mindste ikke.

- Byens eneste bank Sparekassen Kronjylland lukker afdelingen i Stoholm og flytter til Viborg.

- Go On-butikken og -grillbaren er lukket.

- Og senest har vores lægehus været i modvind i medierne.

- Disse ting er virkelig ikke godt for en by, som gerne vil være i udvikling, og vi skal i bestyrelsen hurtigst muligt have en snak om, hvordan vi kan få vendt den negative udvikling, herunder hvem vi skal samarbejde med, sagde Susanne Bak.

Fremadrettet sker der masser af spændende ting for Stoholm. Blandt andet fortsætter byfornyelsen, og der planlægges stor indvielse af det renoverede anlæg.

Desuden planlægger Borgerforeningen, at Stoholm skal være med til at knække cancer i uge 43. Der er også nedsat arbejdsgrupper, der planlægger frokost-jazz og stand-up i Stoholm.

På generalforsamlingen var der genvalg til Susanne Bak og Gitte Vestergaard. Naja Karlsen tog ikke imod genvalg. Bestyrelsen blev udvidet med et medlem, så den nu består af 7 medlemmer. Nyvalgt til bestyrelsen blev Claudi Jacobsen og Merete Krogh Christensen.

Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret sig. Formand: Susanne Bak. Næstformand: Claudi Jacobsen. Kasserer: Sanne Quist Mortensen. Sekretær: Harald Pedersen.

- Til slut vil jeg sige, at Stoholm er vågnet op og lever i bedste velgående, og det har vi alle en aktie i. Nu skal vi holde fast i og udbygge den gode udvikling, så vi bliver endnu mere synlige uden for bygrænsen, og det gør vi ved samarbejde, støtte, opbakning og ikke mindst frivilligt arbejde for byen.

- Derfor håber vi også, at I vil byde jer til med alle jeres forskellige og uundværlige kompetencer, som der findes her i byen, når vi fremover beder om hjælp til forskellige projekter og dannelse af arbejdsgrupper. Vi kan nemlig slet ikke undvære jer.

- Stoholm skal nemlig være byen, som man ikke kan overse eller komme udenom. Stoholm skal være byen, som andre byer skæver til, for vi er fremme i skoene og her går det godt. Jeg synes faktisk, at vi allerede er godt på vej. Så tillykke til og med os, sagde Susanne Bak til slut.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt

Kræmmere og gæster mødtes i Virksund

Det årlige kræmmermarked fik igen folk til at strømme til fra torsdag...

De fine, de fremmede og de forarmede

Fortidens livsnydere og syndere. Mad, klæder, håndværk, fællesskab,...

26 år er gået i fisk

Det er 29 år siden Søren far, Jørgen Mikkelsen, startede fiskesøen...

Kun få solgte byggegrunde i Fjends

Selvom det her i 2018 overordnet set går rigtig godt med salget af...

Børn tog grydeskeen i egen hånd

13 lokale børn var i skoleferiens første uge på madskole i Stoholm.