Stoholm sled sig til point i varmen

Fodbold - serie 2 for herrer Koldby/Hørdum - Stoholm IF 2-2 (2-0) Målscorere for SIF: 2-1 v. Asbjørn Lyhne Jensen (60. minut) 2-2 v. Anders Nybo Pedersen (65. minut)

28. maj 2018, 10:57
Af Anders Jakobsen

 Det blev en yderst seværdig og underholdende dyst, da Stoholm IF-Fodbold fredag aften gæstede Hørdum Stadion. Ligesom i det første opgør blev det en medrivende match - det omvendte møde sluttede med store jubelscener på Karlsen Arena i Stoholm, da Jonathan Jul blev matchvinder i det 94. minut med sejrsmålet til 2-1.

Nok engang stod de to mandskaber altså godt til hinanden, og da dommer Kevin Leth fløjtede af på det solbeskinnede Hørdum Stadion, var det med stillingen 2-2 på måltavlen.

SIF’erne fik ellers en særdeles hård start, for allerede i det 10. minut bragte thyboerne sig i front, og den føring blev udbygget i det 35. minut - og de 2-0 til hjemmeholdet var også stillingen efter de første 45 minutter.

Men på flotteste vis kom fjandboerne tilbage i dysten, og på fem gyldne minutter cirka midtvejs i 2. halvleg blev 2-0 pludselig vendt til 2-2. Først nettede unge Asbjørn Lyhne Jensen efter et flot og gennemspillet angreb, hvor Jonathan Jul lavede det sidste forarbejde - og dernæst snittede forsvarsspiller Anders Nybo Pedersen bolden i nettet.

Yderligere skete der ikke på målkontoen i en kamp, hvor der var to gule kort til hvert hold - Stoholms ramte Mark Dalgaard Svendsen og Thomas Serup Larsen, og derudover fik Mathias Mark Olesen fidusen efter en flot indsats på midtbanen, hvor SIF ellers manglede profil Per ”Unge” Jensen.

Tilfreds var spillende cheftræner Martin Trankjær efterfølgende. - Vi spillede noget af det bedste hidtil i sæsonen, og jeg vil gerne rose alle for en gedigen præstation, hvor der blev fightet fortrinligt. Det har vist sig, at vi kan få mange point ved at arbejde stenhårdt for hinanden, så det er meget glædeligt. Vores sammenhold er solidt, og alle - også vores indskiftere - byder ind, så jeg er meget tilfreds, kom det altså fra Martin Trankjær.

I næste dyst venter en hjemmekamp mod SHN/Ulfborg - den match spilles på onsdag d. 30. maj  på Karlsen Arena i Stoholm.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Sport

Nyt knebent nederlag til SIF

Fodbold, serie 2 herrer, Roslev IK - Stoholm IF 2-1 (1-1), Mål: 35....

Ærgerlig start for SIF i serie 2

Fodbold, serie 2, FS Vestthy-Stoholm IF 1-0 (1-0)

Ravnsbjerg/Løgstrup forsvarede titlen i Fjends Cup

Spillende træner viste vejen i Fjends Cup finalen

Spændingen er intakt i Fjends Cup

7 ud af 8 hold kan gå videre i den lokale turnering

Så er der gang i Fjends Cup

Årets sommerturnering i fodbold startede i strålende sol og 30 grader.