Foto: Britta Kristiansen
Torsten Nielsen var rystet efter en konstituering holdt ham ude.

Stort drama - Torsten Nielsen føler sig holdt ude - Wilbek bliver borgmester

Torsten Nielsen bliver ikke borgmester i det nye byråd. Det stod klart ved 3-tiden i nat. I stedet bliver Ulrik Wilbek borgmester med støtte fra Socialdemokratiet og DF.

22. November 2017, 03:34

Det var en synlig rystet Torsten Nielsen, som Fjends Folkeblad mødte i nat på rådhuset efter konstitueringen:

- Det her lugter lidt at et mord. Og jeg vil ikke gå med i en konstituering med en pistol for panden. Jeg skyder mine vælgere at søge indflydelse - og ikke nøjes med krummerne.

- Konservative har overhovedet ikke været inviteret med til reelle forhandlinger i nat, sagde Torsten Nielsen.

Kort før klokken 3 kom Ulrik Wilbek (V), Per Møller Jensen (A) og Lone Langballe (DF) ud fra forhandlingslokalet:

- Vi har nu en konstituering med tre partier. Jeg bliver borgmester og Per Møller Jensen bliver viceborgmester, sagde Ulrik Wilbek.

Ulrik Wilbek siger om de konservative:

- Det er klart, at de er skuffede, når de ikke kan beholde borgmester-posten. For otte år siden var det jo Venstre, der blev holdt ude af konstitueringen, sagde Ulrik Wilbek.

Ifølge Ulrik Wilbek, så får de sidste tre partier - Konservative, SF og Enhedslisten - i morgen tilsendt konstiteringsaftalen - og får så mulighed for at tilslutte sig.

- Det er jo ren diktatur, siger Torsten Nielsen og fortsætter:

- De store partier har slået sig op på, at der skulle laves en bred konstituering. Men det mente de åbenbart kun i ord og ikke i handling,sagde Torsten Nielsen i nat.

Torsten Nielsen vil se på konstitueringen, når han får den tilsendt. Og derefter vil De Konservative 7 mandater tage stilling til, om de vil gå med.

 

 

 

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik