Foto: Henrik Bagge
Svend Præst (i forgrunden) har nu i 16 år i træk været den rytter, der har kørt flest penge ind til Kjeldbjergs sponsorcykelløb.

Svend Præst gjorde det igen

Årets sponsorcykelløb rejste 71.000 kroner i Kjeldbjerg

12. August 2018, 20:05

KJELDBJERG Han gjorde det igen.

Svend Præst kørte den også i 2018 hjem fra spids, da landsbyens årlige sponsorcykelløb kørte penge ind til godgørende formål blandt Kjeldbjergs foreninger.

45.000 kroner fik veteranen denne gang rejst på to timers cykling under årets byfest.

Og dermed sikrede han sig første aktie i en fin pokal, som man får til ejendom, hvis man fem år i træk er i stand til at køre flest penge hjem.

Svend Præst har i forvejen tre sådanne pokaler stående derhjemme.

Det vil sige, at han altså nu i 16 år i træk har toppet listen blandt sponsorcykelryttere.

Han skønner selv, at han gennem tiden nok har kørt i omegnen af en halv million kroner ind til Kjeldbjergs foreninger.

Alle løfter i flok

Men Svend Præst var ingenlunde alene om at brænde den i forvejen varme asfalt i Kjeldbjerg af under byfesten.

Tilsammen 31 cykelryttere i størrelserne voksen, indimellem og lille kørte i alt 71.000 kroner ind til deling mellem idrætsforeningen, borgerforeningen og forsamlingshuset, som i fælleskab arrangerer byfesten.

Det er mere end hver tiende indbygger, der har spændt hjelmen og holdt kæden stram for den aktive landsbys fælles bedste.

Men hovedstolen stod der altså Svend Præst på.

Ud over, at den 65-årige cykelentusiast gennem årene har bygget en solid og loyal sponsorportefølje op, er han også lidt af en træningsnarkoman, der glad lægger cirka 100 kilometer landevej bag sig både mandag og onsdag.

Og i 2017 tog han den sågar fra Hirtshals til Kristiansand i Norge på cykel. Og det var vel at mærke ikke den lige vej på vandcykel, men de 1200 kilometer den hårde vej rundt over Sjælland og Sverige. På 86 timer.

Det løb afvikles først igen i 2021, men i mellemtiden kunne det godt blive til andre skrummelstreger på racercyklen.

- Der er nogen, der påstår, at jeg engang er kommet til at nævne noget om Nordkap. Men nu må vi se, lyder det fra den cykelglade Præst, som i virkeligheden er sælger og i denne uge kan fejre 49 års ansættelse hos Sjørup Traktor.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Lokalt

Knud standser tog ved Sparkær

Et træ på skinnerne forsinkede togtrafikken i stormen

Stoholm Fjernvarme sparer penge med varmepumper

Din varmeregning forbliver uændret med ny investering til 14...

Senior-træf med yeehah-hatten på

Viborg Kommunes ældre mødte ind til bugnende motionsbuffet

Her har de ikke hørt om regneark

Sparkær modtog lørdag prisen som Årets Lokalområde