Foto: Britta Kristiansen
Claus Hjort Frederiksen fortalte om det kommende forsvarsforlig og den aktuelle sikkerheds-situation.

- Terror og cyberkrig er reelle trusler

Forsvarsminister på besøg i Stoholm fortalte om sikkerhedspolitik

15. Januar 2018, 11:15

 Claus Hjort Frederiksen, Venstres forsvarsminister, var i torsdags på besøg i Stoholm. Han var inviteret af Østfjends Venstre til at fortælle om det kommende forsvarsforlig og Danmarks sikkerhedspolitik.

Forsvarsforliget og dets endelige vedtagelse blev udskudt efter regeringens problemer i december.

Claus Hjort Frederiksen delte forsvarets opgaver op i nogle overordnede områder. Der er dels NATO-delen, hvor Danmark er et stærkt og anerkendt medlem. Så er der den nationale sikkerhed, hvor forsvaret skal kunne hjælpe til, hvis/når Danmark bliver ramt af terror. Der er den nye trussel: cyber-kriminalitet. Og endelig er der de internationale operationer.

Til at løse de mange nye opgaver skal der bruges penge. Derfor vil regeringen ifølge forsvarsministeren øge forsvars-budgettet de kommende år.

Claus Hjort Frederiksen var forholdsvis ny i forhold til forsvaret, da han blev minister for området:

- Bortset fra det, som jeg lærte i 12 måneders værnepligt for 100 år siden - og det, jeg havde fulgt med i rent politisk. Og det har været utrolig spændende at komme til at kende området, fortalte han i Stoholm.

Trusselsbilledet ændrer sig i takt med det omkringliggende samfund. I dag er der eksempelvis truslen om terror og cyber-krig. Noget som man ikke kendte så meget til i Danmark for 25 år siden.

- Vi skal bruge kræfter for at dæmme op mod terror. Så derfor skal vi i højere grad bruge forsvaret sammen med politiet. Vi vil også lave et vagthold hos Livgarden, der skal kunne sættes ind i situationer med terror, forklarede Claus Hjort Frederiksen.

Han bekymrer sig også om Fake News. Her kan forsvaret hurtigt komme i skudlinjen:

- Et af de mest farlige eksempler på Fake News var i Tyskland, hvor det hed sig, at en lille pige var blevet voldtaget af en gruppe asylansøgere. Det viste sig dog, at det aldrig havde fundet sted. Den usande historie var udsendt fra Rusland. Ligeså løb en historie om, at en lille pige i Litauen var blevet voldtaget af tyske soldater. Men her var myndighederne opmærksomme på, at historien lignede den fra Tyskland. Og det viste sig, at den også var Fake News.

- Derfor skal vi uddanne vores soldater godt, så de ikke uforvarende havner i den slags historier, siger forsvarsministeren.

Ruslands handlinger de seneste år - blandt andet i Ukraine - gør også, at forsvaret er nødt til at handle anderledes nu, fortalte Claus Hjort. Han mener dog ikke, at danskerne skal gå og frygte Rusland. Danmark er godt beskyttet af medlemsskabet af NATO. Derfor er Danmark i en anden situation end Sverige, der ikke er medlem af NATO:

- Men vi er nødt til at tage truslen fra Rusland alvorlig. Det vidner 10.000 dræbte i Ukraine om, sagde Claus Hjort og han håber dermed også, at opgraderingen af forsvaret kommer igennem, når forsvarsforliget formentlig om nogle uger bliver indgået.

 

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik

Landdistriktsudvalg vil gerne komme på besøg

Viborg Kommunes nye landdistriktsudvalg opfordrer borgerne i...

- Terror og cyberkrig er reelle trusler

Forsvarsminister på besøg i Stoholm fortalte om sikkerhedspolitik

Pulje på 3,4 millioner fordelt blandt 21 mindre byer

21 ud af 25 modtagne ansøgninger til puljen "byforskønnelse...