Politikere, cyklistdirektør og lokale borgere på strækningen mellem Mønsted og Daugbjerg

Veje skal samle - ikke adskille

09. Juli 2017, 16:25
Af Kurt Mosgaard, Mønsted, byrådskandidat for Venstre og MF Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre

 I fredags havde vi fornøjelsen at få besøg fra København af direktøren for Cyklistforbundet, Klaus Bondam, der havde taget den lange vej for at cykle sammen med os.

Formålet med besøget var overordnet at sætte fokus på, at det ikke kun er i storbyerne, cyklisme er vigtigt for borgerne. Også på landet er det vigtigt med en god cykelinfrastruktur til gavn for skolebørn og andre borgere  samt til gavn for turismen. Derfor cyklede vi på den stærkt trafikerede strækning fra Mønsted til Daugbjerg tur/retur, der er et skoleeksempel på behovet for investeringer. Den statslige landevej mellem Viborg og Holstebro binder borgerne sammen. Det gælder dog ikke for cyklisterne, herunder skolebørnene, mellem Mønsted og Daugbjerg, hvor vejen i stedet er en barriere for et tæt samspil mellem de to landsbyer på grund af den manglende cykelsti. 

Dertil kommer, at strækningen er et af de manglende led i realiseringen af Den Midtjyske Cykelstjerne. Nu har vi fået stærkt fokus på udfordringen. Tak til de lokale ildsjæle og forældre, der længe har arbejdet med denne sag. Næste skridt er, at der på statsligt niveau afsættes penge til en cykelpulje, som kan prioriteres til at få anlagt cykelstier på særligt påtrængende strækninger, såsom Mønsted-Daugbjerg. Desuden er der behov for politisk pres fra Viborg kommunes side i denne sag.

Veje skal samle ikke adskille.

Hvor der er vilje, er der vej.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik