Formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune Mette Nielsen (S) ser frem til samarbejdet med Landdistrikternes Fællesråd.

Viborg Kommune har meldt sig ind i landdistriktsrådet

Viborg Kommune har besluttet at melde kommunen ind i Landdistrikternes Fællesråd, der nu repræsenterer 53 danske kommuner.

17. Marts 2018, 08:30

- Antallet af medlemmer er afgørende, når det kommer til at skabe ørenlyd og sætte den politiske dagsorden. Jo flere vi er, des stærkere står vi. Derfor er det med stor glæde, at jeg byder Viborg Kommune velkommen om bord hos Landdistrikternes Fællesråd, udtaler Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Formand for Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune Mette Nielsen (S) siger:

- Udvikling i landdistrikterne står meget højt på Viborg Byråds overordnede dagsorden. Vi har etableret et nyt Landdistriktsudvalg, og derfor er det helt naturligt for os at blive medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Ligesom rådets øvrige medlemmer er vi meget optagede af at skabe gode rammer for borgerne i vores lokalområder. Vi glæder os derfor meget til at kunne trække på den fælles vidensbank og de gode sparringspartnere, vi får, siger Mette Nielsen.

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for medlemskommuner, hvori bl.a. landdistriktskoordinatorer, borgmestre og politikere deltager.

Ordet er dit
HUSK - God tone i debatten

Mere Politik