Fjends Folkeblad er en lokal ugeavis med kontor i Stoholm, Jylland.

kontoret sidder en bladchef og 2 journalister, der dækker lokalnyt i området Fjends Herred.

Fjends Folkeblads historie
Fjends Folkeblad udkom første gang som Fjends Herreds Folkeblad d. 10. januar 1946 af bogtrykker Holger Knudsen og hans kone Frida. Holger Knudsen var opvokset på et gartneri, hvor han som barn tog del i den daglige drift. Han læste på Seminariet og tog et højskoleophold, da han gerne ville være skolelærer. Der var dog ingen læreplads at få, så i stedet startede han en lille isenkramforretning i Stoholm, som dog heller ikke lykkedes at få fodfæste. Sideløbende havde han startet en lille trykkerivirksomhed med intet andet end en såkaldt "flue-smækker" og uden faglige forudsætninger overhovedet. Den lille virksomhed udviklede sig til Stoholm Bogtrykkeri og herfra udkom altså første udgave af Fjends Herreds Folkeblad i 1946. De økonomiske midler var meget begrænsede, men ved hårdt arbejde og hjælp fra lokale ildsjæle lykkedes det at få avisen på gaden.

Frida Knudsen overtager efter sin mands død
Holger Knudsen driver avisen frem til sin død i 1961, hvorefter hans kone, Frida Knudsen, overtager driften som direktør i virksomheden. På dette tidspunkt arbejder sønnen Bent Knudsen, en ansat ved navn Svend Harry Madsen og en elev, Hans Rasmussen, i virksomheden. Da Frida i begyndelsen af 70'erne ønsker at sælge virksomheden, bliver det dette 3-kløver, der overtager virksomheden i et interessantskab.

Omkring 1980 går  Svend Harry Madsen på pension og Bent Knudsen og Hans Rasmussen driver det videre. I 1983 træder Bent Knudsen ud af virksomheden, og Hans Rasmussen kører det som ene ejer indtil han dør i 1988.

Historien gentager sig
Hans Rasmussens kone Gudrun må efter sin mands død, træffe en hurtig beslutning om virksomhedens skæbne. Med gode venners hjælp vælger hun at skifte karrierevej og satse på avisdrift. En god beslutning viser det sig. Gudrun Hvam driver Fjends Folkeblad i næsten 20 år indtil hun vælger at gå på efterløn og i perioden 2005-2009 foretager et glidende generationsskifte, hvor I.B. Medier overtager ejerskabet.

I dag er Fjends Folkeblad således 100% ejet af I.B Medier, der har hovedsæde i Ikast. Med i koncernen er også Ugeavisen Karup, Lokalavisen (Aulum-Vildbjerg), Sunds-Gjellerup Avis, Ikast Avis og Fokus.
I.B Medier er igen en del af mediehuset I.B Gruppen med datterselskaber som Happy & Co, Co3 og Newsroom. Kort sagt; En medievirksomhed med "lidt af det hele" og stor ekspertise indenfor både B2C og B2B.
 

Fjends Folkeblad online
Den 13. juni 2012 trådte avisen ind i en ny ære og gik online med nyhedsportalen FjendsFolkeblad.dk. Portalen leverer nyheder og billedserier DØGNET RUNDT og nyhedsformidlingen sker i tæt samarbejde med den trykte udgave. Ofte bringes temaer og debatter på tværs af de 2 medier.