Masser af show i Stoholm

Der blev knyttet tættere bånd mellem borgere og Stoholm Håndbold fredag aften. Der blev nemlig budt på forbrugs- og præsentationsshow i Stoholm Fritids- og Kulturcenter.

01. september 2012, 15:52
Den store tøjabe blev vundet af en af aftenens gæster.

Arrangementet var dels lavet for at skaffe Stoholm Håndbold flere penge i kassen. Men også med den "bagtanke" at knytte håndbolden tættere til borgerne. Blandt andet blev alle Stoholm Håndbolds spillere fra 1. og 2. division præsenteret på scenen. På den måde fik borgerne lejlighed til at hilse på både nye og gamle spillere. Håbet er, at endnu flere vil møde op i hallen i Stoholm og støtte de unge knægte, når der bliver spillet hjemmekampe.

Men showet bød på mangt og meget. Dels var en gruppe af byens butikker samt nogle af Stoholm Håndbolds sponsorer til stede i hallen med smagsprøver og gode tilbud. Dels var der modeshow med deltagelse af lokale butikker og lokale modeller. Blandt andet gik håndboldspilleren og den "gamle" Stoholm-dreng, Per Ryberg fra Stoholms førstehold, også modeshow. Han gav den eksempelvis som brudegom under modeshowet.

På billedet her er det en af Stoholm håndbolds målmænd, der præsenterer en tøj-abe, som en heldig gæst fredag aften kunne gå hjem med. Til højre konferencier Peter Andersen.

Se mere i Fjends Folkeblad uge 36.

Mange flere billeder her