Her har lystfiskerne et herligt fristed ved åen

30. maj 2012, 13:02
Fra broen på Bavnevej lidt udenfor Sdr. Resen er der denne smukke udsigt frem mod »Det røde sommerhus« - et lystfiskernes fristed for medlemmerne.

Det ligner enhvers drøm om et sommerhus: svenskrødt træhus med stråtag - beligheden er helt fantantisk med bakker og åen, der slynger sig nedenfor huset. Der er stille, fredeligt og masser af vild natur på alle sider. Men faktisk er det ikke et helt almindeligt sommerhus. Eller ejeren er ikke helt almindelig. »Det røde sommerhus« er nemlig ejet af Sdr. Resen Lystfiskerkonsortium, der har hjemme her på Bavnevej 34 lige ved Sdr. Resen. Og sommerhuset tilhører som sådan medlemmerne af konsortiet. Og der er rift om at låne huset, der ligger helt utrolig naturskønt - og enestående for inkarnerede lystfiskere, der har adgang til 14 km. eksklusivt fiskevand med masser af fangstmulighed. Men man skal altså være medlem af lystfiskerkonsortiet for at kunne låne huset og fiske fra åen nedenfor.

I øjeblikket har man 135 medlemmer, men man vil egentlig gerne være 200, fortæller Per Mark. Han er formand for konsortiet og har været det i 16 år. Men til sommer fylder han 75 år og mener dermed, at det må være tiden med et generationsskifte. Og den nye formand er allerede fundet. Han er en årsunge på 44 år, hedder Jan Snejbjerg Jensen og er bosat i bofællesskabet Asgård i Skive.

At lystfiskerkonsortiet ikke som sådan er en forening, kan ses på den måde, hvorpå man har en bestyrelse. Bestyrelsen for fiskekonsortiet bliver nemlig udpeget - til forskel fra en forening, hvor bestyrelsen bliver valgt på en generalforsamling. Bestyrelsen for fiskekonsortiet kautionerer også for det røde sommerhus, som man har lån i.

Men selv om Sdr. Resen Lystfiskerkonsortium på mange måder er bygget op omkring det røde hus, så var det faktisk i mange år i andres eje. Men i 1990 fik lystfiskerne igen mulighed for at købe huset, der ligger helt ideelt for lystfiskerne. Siden er det blevet renoveret, så det i dag fremstår rart, lyst og mere moderne med el, vand og varme og indendørs badeværelse.

Men Sdr. Resen Lystfiskerkonsortium tager sig ikke kun af huset. Man går også meget op i vandpleje, yngelpleje og vedligehold i og omkring åen. Man har altid en mand med i Karup Å Sammenslutningen, hvor de forskellige foreninger langs åen arbejder sammen. Alle kan blive medlemmer af Sdr. Resen Lystfiskerkonsortium - uanset hvor man bor. Førhen havde man venteliste, men finanskrisen har tilsyneladende også ramt lystfiskerne. Der er også medlemmer fra udlandet. Det koster i øjeblikket 1.900 kroner om året at være medlem.

Jan Snejbjerg Jensen kom ind i konsortiet efter han flyttede til Skive for at gå på seminariet. Nogle havde hørt om, at han fangede store, flotte fisk fra åen i Skive, og han blev derfor opfordret til at være med i konsortiet i Sdr. Resen. Han er blandt andet en af de bærende kræfter i den årlige fiskekonkurrence. Og han bliver den nye formand efter nytår. Han har været næstformand i omkring fem år. Nu er det så tid  for en ny bestyrelse, der skal sætte sit præg på det 80 år gamle konsortie. Næstformand bliver Thyge Andersen, Skive og kasserer bliver Arne Kjølhede, Viborg.

Sdr. Resen Fiskekonsortium blev egentlig startet af folk fra Skive i 1932. Den gang var det et lidt finere selskab af folk. Men i dag er det alle typer, der er medlemmer. Fælles for dem er glæden ved at fiske, begejstringen over naturen og fællesskabet blandt medlemmerne. Den første gang, Jan var ved fiskestedet i Sdr. Resen udbrød han: Her vil jeg gerne sidde og fiske, når jeg bliver gammel! Og den plan holder stadig!

Klik her for at se flere billeder