Fremtiden for Hagebro kro er stadig uvis

Trods god interesse er det foreløbig ikke lykkedes at finde nye ejere eller forpagtere til Lystfiskernes Kro i Hagebro.

30. maj 2012, 13:29

- Vi har haft flere seriøse henvendelser omkring køb eller forpagtning af kroen, også fornylig. Men der er endnu ikke noget konkret at melde ud...
Det fortæller Mie Højbjerg, som sammen med sin mand Ole Højbjerg Jensen ejer Hagebro Kro i fællesskab med Ole Pedersen.
Kroen har stået tom siden februar måned efter at den seneste forpagter pludseligt stoppede, og derfor håber ejerne, at enten en køber eller forpagter snart vil vise sig og drive stedet videre.
- Lystfiskerne savner kroen meget, fordi den er det traditionelle mødested omkring Karup Å fortæller Mie Nielsen,som sammen med sin mand  driver Højbjerg Købmandshandel, der ligger lige overfor kroen.
Ole Højbjerg Jensen og Ole Pedersen købte kroen i 1993 og i de 19 år, der er er gået, har der været fem forskellige forpagtere til at stå for den daglige drift. De håber, at der snart findes en løsning, så kroen kan genåbne mens højsæsonen er i fuld gang.
- Vi har seriøse henvendelser men har flere gange oplevet, at de strander på økonomien. Bankerne siger nej til at låne folk pengene, fortæller Mie.
Ingen klausul om kro-virksomhed
Selvom kroen har været drevet som kro i mere end 300 år, så er der ingen klausul på at den absolut skal fortsætte som kro.
- En af henvendelserne har gået på at lave kroen om til Bed & Breakfast. En anden interesseret har talt om at lave stedet om til lejligheder, og det ville også være en mulighed. Det drejer sig blot om at bruge fantasien, siger Mie Nielsen.
Kroen har 14 soveværelser, de fleste med eget bad. Den koster 2,5 millioner kroner og blev for nylig renoveret for en million kroner.