Tyv vendte tilbage til Stoholm-butik samme nat

24. september 2012, 13:58

Med få timers mellemrum brød en indbrudstyv natten til mandag ind i herretøjs-butikken Wagner i Stoholm.

Første gang skete kort tid efter midnat, hvor gerningsmanden skaffede sig adgang til forretningen ved at smide en lerpotte gennem butikkens glasdør. Han er tilsyneladende udelukkende gået efter indholdet af kasseapparatet, der dog kun bød på et beskedent udbytte på 250 kroner.

Blot få timer senere, kl. 05.15 lød alarmen igen hos Wagner. Politiet formoder, at der er tale om den samme gerningsmand, som endnu engang har været inde i butikken. Denne gang er det sket ved at fjerne den midlertidige afdækning af hullet i glasdøren. Det ser dog ikke ud til, at der er blevet fjernet noget fra forretningen i anden ombæring.

For indehaveren af Wagner-butikken, Lars Højrup, betød de uanmeldte besøg en ualmindelig urolig nat.

- Alarmen lød kort efter midnat og klokken blev vel hen omkring 04.00, før alt var færdigafviklet med politi og midlertidig afdækning i døren. Jeg var lige kommet hjem i seng, da jeg igen fik en melding om alarm. Og så har jeg egentlig ikke været i seng siden, forklarede Lars Højrup Johansen mandag formiddag.

Han fortæller, at blod på gulvtæppet tyder på, at gerningsmanden må have skåret sig, da han kravlede ind gennem glasdøren.