Takker af efter 40 år som tandlæge i Stoholm

Tandlæge Ib Flarup er netop fyldt 70. Han har samtidig sagt farvel til arbejdslivet efter 40 år som tandlæge i Stoholm.

26. september 2012, 11:05
Ib Flarup

På mandag den 1. oktober er det 40 år siden Ib Flarup blev selvstændig tandlæge med egen klinik i Stoholm.

Jubilæet er i mere end én forstand en mærkedag.

Efter fire årtier med utallige patienter i tandlægestolen i byens eneste tandlæge-klinik har jubilaren samtidig valgt at sige farvel til arbejdslivet. Den sidste arbejdsdag på klinikken er netop overstået, og det samme gælder 70-års fødselsdagen, som Ib Flarup kunne fejre dagen efter.

Ib Flarup kom med sin kone Lea til Stoholm i 1972. På det tidspunkt havde han job i Glumsø på Sjælland, men tanken om at blive selvstændig førte ham til det jyske. Parret byggede klinik og privat bolig på en grund på en dengang bar mark i Stoholm. I dag ligger begge dele næsten midt i byen.

Stoholm skulle vise sig at være et godt valg. Fjends kommune var en forholdsvis ny kommune. Man manglede en tandlæge i kommunens »hovedby«, og der var fyldt op med patienter fra dag et.

Forebyggelse har været én af jubilarens hjertesager. Han var mange-årigt medlem af tandlæge-klagerådet og en kort overgang var han formand for tandlægerne i Viborg og Ringkøbing Amter. Ib Flarup var også kommunens tandlægekonsulent i de år, hvor en sådan funktion fandtes, og her så han det som en af sine opgaver at få den bedste mulige tandpleje for færrest midler.

Med 40 år som vellidt tandlæge i samme by har Ib Flarup i bogstaveligste forstand oplevet at følge flere generationer på tænderne. Børn er blevet til voksne, der selv har fået børn. Alle har de haft deres gang på Tandlæge-klinikken, som i 2005 blev afhændet til kollegaen Kjeld Tommerup fra Haderup. Her fortsatte Ib Flarup med at arbejde på deltid i klinikken, indtil han nu har taget beslutningen om at stoppe helt.

Foruden Kjeld Tommerup selv arbejder der i dag 3 tandlæger i klinikken, der også har glæde af et langtidsholdbart personale. En af assistenterne var således ansat i mere end 30 år, mens en anden assistent efter næsten 37 år stadig arbejder i klinikken.

I fritiden er Ib Flarup et aktivt friluftsmenneske, som holder meget af at fiske, cykle eller spille tennis og badminton. Også bridge og golf er nogle hans passioner, som der nu formentlig bliver mere tid til at pleje og passe.