Naturvejlederne kom på besøg hos dagplejerne

Der blev rodet efter bænkebiddere i skovbunden, kravlet over reb mellem træerne og kigget på snegle, da fem dagplejere fra Daugbjerg, Smollerup og Lånum-området i fredags fik besøg af to natu

05. juli 2014, 09:00

Formålet med besøget var blandt andet at inspirere og give dagplejerne nye ideer og tips til, hvordan de kan færdes sammen med dagplejebørnene i den lokale, hjemlige natur.

I fredags var det naturen ved Daugbjerg, der var udgangspunktet og her tog naturvejlederne Jan Jensen og Line Gajos hele flokken med på opdagelse i den lille troldeskov bag byens stadion.

Her i den mørke skovbund fandt Jan Jensen eksemplarer på Stinkende svampe, som fik flere af dagplejerne til at rynke lidt på næsen mens børnene øvede sig i at kravle over - eller under - det reb som han i dagens anledning havde spændt ud mellem træstammerne. Undervejs stødte man også på store flotte vinbjergsnegle og i de små glas, som naturvejlederne havde medbragt til lejligheden, blev der puttet små edderkopper og andre insekster, som børnene havde været med til at finde.

- Det er selvfølgelig tanken at børnene skal have en rigtig god dag men vi er her også for at give dagplejerne nogle nye ideer, fortalte Jan Jensen undervejs.

At færdes i naturen er en helt - undskyld udtrykket - naturlig del af hverdagen, når man passer små børn. Derfor er det på ingen måde nyt for dagplejerne at gå på opdagelse med børnene i naturen.

Sådan er det også for dagplejer Bente Christensen for Daugbjerg, der havde været med til at arrangere besøget.

- Vi går meget i denne lille skov til daglig. Vi kalder skoven for Troldeskoven, og det synes børnene er meget spændende. Jeg prøver også at lære dem at stå helt stille for at lytte efter fuglene - og det er de faktiske blevet rigtig gode til, fortalte Bente Christensen.

Besøget er en del af temaet Natur, der indgår i dagplejernes læreplan. Her sættes der på forskellige måder fokus på krop, natur og kultur.

Se en billedserie fra dagen på www.fjendsfolkeblad.dk