Et eventyrligt efterskole-år

Rydhave Slot kan være rammen om et eventyrligt efterskoleår for de unge. Med tre linjer formår efterskolen at følge med i udviklingen. I dette skoleår er der mulighed for at besøge Sierra Le

26. september 2012, 13:22

International linje i Sierra Leone

Som noget nyt kan elever i år komme til Sierra Leone i 2 uger. Turen tilrettelægges i et samarbejde med organisationen »Afrika in Touch«. Sierra Leone er et vestafrikansk land, hvor der tales engelsk, så det passer rigtig godt til danske unge. Ideen er at starte et udviklingsprojekt i samarbejde med afrikanske unge. For tiden er en afrikansk kvinde på besøg på efterskolen, hvor eleverne bl.a. møder hende i engelskundervisningen og ikke mindst i linjefaget »International«.

Viceforstander Kristian Søndergaard glæder sig over at høre eleverne prøve sig frem på engelsk:

- Det er dejligt at se de unge forsøge at begå sig på engelsk. Det er samme oplevelse, som når der er hollændere på efterskolen: Alle er på lige fod, så det er bare med at forsøge sig.

Rydhave Slot samarbejder allerede med en skole i ostebyen Gouda i Holland og skoler i Sydslesvig. Der har de sidste år været unge fra de danske mindretalsskoler, som har valgt at tage til Danmark på efterskole -  også på Rydhave Slot. Samarbejdet med skolerne for det danske mindretal indebærer også besøg på skoler i Sydslesvig.

3 linjer: Sport, International og Design&Håndværk.          

Rydhave Slots Ungdomsskole tilbyder unge et spændende efterskoleophold på 9. og 10. klassetrin suppleret med et linjefag på en af skolens tre linjer: Sport, International og Design & Håndværk.                     

Viceforstander Kristian Søndergaard fortæller, at man på sportslinjen kan vælge mellem Badminton og Fodbold og det er der 50 unge, som har gjort: - Vi har i år udvidet tilbuddet, så alle elever på sportslinjen har 6 ugentlige lektioner. Det giver eleverne muligheden for at løfte deres niveau betragteligt. Herudover kommer naturligvis turneringer og weekendstævner.

På Design&Håndværkslinjen kan eleverne vælge mellem Motor&Metal, Sy&Design og Træ&Smedning.

- Vi tilbyder fire timer til hvert linjefag, så der er god tid til at fordybe sig. Derudover er der mulighed for at supplere med andre valgfag som glaskunst eller endnu mere motorlære, forklarer Kristian Søndergaard.

Efterskolernes dag

Kristian Søndergaard inviterer indenfor søndag den 30. september til efterskolernes dag:

- Kom og se slottet, værkstederne, hallen og oplev den gode stemning. Vores nuværende og gamle elever viser rundt, så der vil helt sikkert blive fortalt om efterskolelivet i øjenhøjde. Vi vil gerne fortælle om, hvad vi kan tilbyde af spændende fag og oplevelser på skolen.

Der vil være rundvisning, kaffe og orientering om indholdet i et efterskoleår, så alle kan få et indtryk af efterskolelivet på Rydhave Slot. Skolen er også meget åben over for »efterskolepraktikanter« -  altså unge, som kunne tænke sig at afprøve efterskolelivet nogle dage eller en uge. Sådan et ophold er naturligvis gratis.

Fleksibel 10. klasse

En elev på 10. klassetrin får tilbudt at sammensætte dele af sit eget skema. 8 ugentlige timer er specielt tilrettelagt for årgangen. Det kalder efterskolen for Flex10.

- Det er et tiltag, vi og eleverne har stor glæde af. Vi kan se, at vores elever i højere grad ønsker at være medbestemmende om deres egen uddannelse, fortæller viceforstander Kristian Søndergaard.

- Vi har naturligvis fokus på fagligheden med blandt andet  niveau-delt undervisning i de boglige fag i skolens almindelige fagrække, men dette skal krydres med elevens valg, og her er der mange muligheder.