Gæsterne strømmede til Nordstjernen

Pårørende, bebeboere, personale og borgere fra lokalområdet strømmede til, da friplejehjemmet Nordstjernen lørdag eftermiddag havde inviteret til den årlige sommerfest.

31. maj 2015, 13:20
fv Kirsten Jørgensen fra støtteforeningen Nordstjernens Venner, bestyrelsesformand Ivan Høeg og Bente Bay, leder af Nordstjernen, kunne sammen glæde sig over fuldt hus ved sommerfesten.

Sommerfesten på Nordstjernen er en mangeårig tradition både indenfor og udenfor i haven, hvis vejret er til det. I løbet af de 3 timer, som festen varer, er der kaffe med hjemmebag, tombola, loppemarked, amerikansk lotteri og tid til snak og hygge og musikalsk underholdning.

I år var festen rykket indendøre, hvor det eftermiddagen igennem myldrede med besøgende over hele huset.

- Ligesom sidste år har vi garderet os og sørget for, at alle kan være i tørvejr indendøre. Heldigvis har vi jo et stort hus, så vi har også kunnet dække op i dagligstueen ovenpå, fortalte leder af Nordstjernen af Bente Bay, mens hun sammen med bestyrelsesformand Ivan Høeg tog imod gæsterne ved indgangen.

Også han glæder sig over den trofaste opbakning, som friplejehjemmet nyder godt af året rundt.

- Opbakningen har altid været stor. Sådan var det også i den periode, hvor Nordstjernen stod tom. Vi fortsatte med sommerfesterne alligevel og folk bakkede op, fortæller han.

Det er støtteforeningen Nordstjernens Venner, der bistår med afviklingen af festen, som plejer at give et pænt overskud. Pengene bruges til glæde og gavn for husets beboere.

- Underholdning med musik er noget af det, som beboerne er glade for og derfor er det også det og en sommerudflugt, som en del af overskuddet normalt går til, fortalte kasserer Kirsten Jørgensen fra Nordstjernens Venner.

Se flere billeder fra sommerfesten her