Flotte lokale skak-resultater

2 x guld og bronze til spillere fra Vestfjends ved ungdoms DM i skak.

09. oktober 2016, 07:00
Der var fine lokal resultater ved DM i skak for ungdom. Foto: Privatfoto

Tre spillere fra Vestfjends Skoleskak stillede op for Skive Skakklub ved ungdoms DM i skak under Dansk Skakunion. Det blev til to guldmedaljer og en bronzemedalje.

Bedst gik det for Marius Bøss Sørensen i U10, der med det højeste ratingtal i gruppen var forhåndsfavorit. Han vandt de seks første runder og skulle bare have en remis i sidste runde, før han kunne kalde sig Danmarksmester i U10. Efter to træk tilbød modstanderen remis, og da det var nok for Marius, løb han ingen risiko og tog imod. 6,5 point ud af 7 og et overbevisende Danmarksmesterskab var i hus. I fodbold ville man kalde en sådan afslutning for aftalt spil, men det er helt normalt og ikke ildeset indenfor skak. Med titlen som Danmarks bedste skakspiller i U10 fulgte også 2.000 kr. til den videre talentudvikling.

Storesøster Signe Sofie Bøss Sørensen blev den bedst placerede pige i U14-gruppen og kunne tage hjem med en guldmedalje som pigedanmarksmester i U14. I sidste runde mødte hun sidste års U12 Danmarksmester, Markus Baadsgaard fra Gribskov. Efter at have stået klart bedst, blev det til et nederlag, men da hendes nærmeste forfølger blandt pigerne også tabte, vandt hun alligevel karrierens første pigedanmarksmesterskab indenfor Dansk Skakunion.

Laurits Gorm Dahl stillede op i U16. Deltagerantallet var desværre lidt lavt i den gruppe, så de blev slået sammen med U14. I 4. runde mødte han U16 spilleren Julio Guillermo Quiones-Maletti fra BMS Skak i København om det, der skulle vise sig at blive den direkte kamp om andenpladsen. Desværre tabte Laurits på en dum fejl i midtspillet, men han kunne dog tage hjem med en bronzemedalje som den tredjebedste U16 spiller.

Alle tre skoleskakspillere fra Vestfjends er en del af Skive Skakklubs eliteinitiativ, hvor de hver især har fået en personlig skakmentor.