Ligaspillerne kom, så og sejrede i Vridsted

Selv en professionel ligaspiller går ikke af vejen for at binde et snørebånd eller trøste og puste på buler.

30. maj 2012, 13:25
Vridsted IFs ungdomsspillere fik blandt andet lov til at træne med deres idoler fra FC Midtjylland. Og det var stort. Foto: Privatfoto

Det var der masser af eksempler på, da Vridsted IF forleden havde inviteret FC Midtjylland til et besøg og en showkamp i superligaens samarbejdsklub i Vridsted.

- At komme ud på slap line, smide de alvorlige miner og være fri for alvoren i sporten for en stund, lyste ud af ligaspillerne, fortæller Dorthe Rosgaard Kuchartik fra Vridsted IF.

Den lokale idrætsforening fejrer i år sit 100 års jubilæum og det blev forleden markeret med et stort og vellykket arrangement, hvor FC Midtjylland indledte deres årlige sommerturné med et besøg i Vridsted.

- Det var en stor dag for klubbens ungdomsspillere, som fik lov at træne med deres idoler. Bagefter var der marathon-autografskrivning med en lang kø af børn, som ønskede at få autografer med sig hjem,fortæller Dorthe Rosgaard Kuchartik.

Besøgets højdepunkt var en showkamp mellem FC Midtjyllands Superliga og det lokale Serie 4 mandskab. Og her blev der gået til biddet fra begge hold. Ikke mindst de lokale,der ydede en ihærdig indsats i den lidt ulige kamp mod Ulvene. Kampen endte, ikke helt uventet, med en sejr på 15-4 til de professionelle.

Idrætsforeningens store dag afsluttedes med fællesspisning i hallen med 300 deltagere. Og her var superligaholdet hædersgæster.