Lions Fjends markerer jubilæum med koncert

I september 2017 var det 30 år siden, at Lions Fjends blev stiftet som en lokal afdeling af den verdensomspændende humanitære organisation Lions Clubs International.

30. oktober 2017, 07:00
Prinsens Musikkorps blæser til musikalsk samling på Kongenshus Efterskole.Pressefoto

 I september 2017 var det 30 år siden, at Lions Fjends blev stiftet som en lokal afdeling af den verdensomspændende humanitære organisation Lions Clubs International. 

Det fejrer de lokale Fjends-løver med en koncert med Prinsens Musikkorps på Kongenshus Efterskole onsdag 15. november.

Prinsens Musikkorps er et af Forsvarets tre professionelle musikkorps og har til huse på Skive Kaserne. Korpset repræsenterer Forsvaret ved en lang række begivenheder og giver hvert år flere traditonsrige koncerter.

Ved koncerten på Kongenshus Efterskole medvirker også solist Bente Poulsen.

Før koncerten vil det blive afsløret, hvilke ansøgere, Lions Fjends har valgt at tilgodese med en donation i forbindelse med jubilæumsåret.

- Vi har modtaget 13 ansøgninger og langt de fleste vil blive imødekommet, fortæller Erik Thordal-Christensen fra Lions Fjends.

Aftenen byder også på servering af kaffe og kage før musikkorpset giver en times koncert.

Se annoncen  i avisen i uge 44 angående  køb af billetter til den festlige aften.