Torsten vil ikke sidde i hjørne i fire år

Torsten Nielsen er stadig dybt skuffet over den måde, som konstitueringen i Viborg Kommune forløb efter valget. Når han alligevel er gået med i konstitueringen, skyldes det ikke mindst hensyn

23. november 2017, 12:35
Før dagens pressemøde ses her Torsten Nielsen, Ulrik Wilbek og Per Møller Jensen. Foto: Britta Kristiansen

- Vi kunne sætte os hen og være seks sure mænd og én sur kvinde i fire år. Eller vi kunne sætte os med ved bordet og i det mindste forsøge at påvirke resultaterne.

Sådan siger lokale Torsten Nielsen, nuværende borgmester og spidskandidat for Konservative ved kommunalvalget.

På et pressemøde i formiddag blev den nye konstituering lagt frem.

Bag konstitueringen står nu 30 ud af 31 medlemmer af byrådet. Kun Enhedslisten står udenfor.

Og når Torsten Nielsen og de seks øvrige konservative medlemmer alligevel er gået med i konstitueringen, så skyldes det, at man ikke ønsker sidde uden for indflydelse i fire år:

- Vi har fået et kanon-valg. Og jeg er stadig usandsynlig glad for mine mange personlige stemmer. Så skylder vi også vælgerne at søge indflydelse.

- Men derfor er jeg altså stadig skuffet over, at der ikke var reelle forhandlinger med os om indholdet af konstitueringen på valgnatten, sagde Torsten Nielsen i dag efter pressemødet på Viborg Rådhus.

For Fjends-området bliver der ikke så stor indflydelse på tingene som i det nuværende byråd. I den forgangne periode har lokalområdet således haft både borgmester-posten og formanden for Børne- og Ungdoms-udvalget - sidstnævnte med Claus Clausen (V) fra Vorue for bordenden. I det nye byråd er der ingen lokale formands-poster.