Katten slået af tønden i blæst og sne

I søndags var der fastelavnsarrangementet ved Stoholm Kirke og her blev tøndeslagningen delvist afviklet udendørs i vinterkulden og bød på både blæst og sne.

12. februar 2018, 15:25
Der blev gået til vaflerne - eller måske var det snarere køllerne - da FDF Stoholm sammen med Stoholm Kirke havde arrangeret tøndeslagning. Foto: Privatfoto

Men den udfordring slog tilsyneladende ikke deltagerne af pinden og der blev gået til tønderne med højt humør.

Fastelavnssøndagen startede dog indenfor i den varme kirke med fastelavnsgudstjeneste. Herefter var der fastelavnsboller til alle i kirkecentret, før FDF i Stoholm stod for afviklingen af selve tøndeslagningen.

For de små foregik det indenfor i kirkecentrets kælder, mens de store som sagt tog kampen op med tønderne og vejret.

Det var drenge og piger fra FDF i Stoholm der havde dekoreret tønderne.

FDF i Stoholm holder til daglig til i kredshuset på Troelstruplund lige udenfor Stoholm og tilbyder børn og unge masse af friluftsliv, musik og leg.