Syv vil være forpagter af ny cafe

23. februar 2018, 12:25
Den nye cafe er indrettet i den renoverede kalklade og har plads til 80 spisende gæster.

 Da fristen for at søge om at blive forpagter af den nye cafe ved Mønsted Kalkgruber udløb i mandags, var der kommet  syv ansøgninger.

Tre af dem er inviteret til en samtale torsdag i næste uge.

Det fortæller formanden for bestyrelsen for den selvejende institution Claus Clausen fra Vroue.

- Umiddelbart vil jeg mene, at alle tre vil være kompetente. Nu skal torsdagens samtaler så være med til at afklare nærmere, hvilke tanker de hver især har gjort sig med stedet og om de passer ind i vores koncept. Det er ikke en grillbar, vi er ude efter, men en vis kvalitet. Den kommende forpagter har reel råderet over cafeen 365 dage om året og kan jo vælge at lade stedet fungere som selskabslokaler udenfor åbningstiden. 

Men det bliver et krav, at der skal være åbent dagligt i højsæson, fortæller Claus Clausen. Han forventer at en aftale med den kommende forpagter vil være på plads i starten af uge 10.

Kalkgrubernes nye cafe er placeret i den tidligere kalklade, der netop har fået en gennemgribende renovering i forbindelse med den store, omfattende restaurering af sidebygningerne. Cafeen er indrettet med plads til 80 spisende gæster.