Stoholm sejrede på Mors

Fodbold - serie 3 for herrer Nykøbing Mors - Stoholm 1-4 (1-1) Målscorere for SIF: Henrik Korup, Flemming Bennedsgaard, Jens Høy og Morten Groth

04. juni 2013, 08:42

Morten Groths tropper har fundet formen på det rette tidspunkt, for her hvor foråret nærmer sig sin afslutning har mandskabet foreløbig ramt en stime på 4 sejre i træk, og de sidste 7 kampe har givet imponerende 18 point.

Senest gik det lørdag eftermiddag ud over Nykøbing Mors, og her hentede SIF’erne en kærkommen og vigtig 4-1 sejr. Efter de første 45 minutter var det helt lige med stillingen 1-1 - her var Stoholm kommet i front med 1-0 ved Henrik Korup, der var hidkaldt på en dag med for mange afbud - det er ikke godt nok, hvis man vil mene det seriøst i toppen af serie 3. Men morsingboerne fik altså udlignet før pausen.

I de sidste 45 minutter spillede gæsterne godt og klogt, og på mål af Flemming Bennedsgaard, Jens Høy og Morten Groth i nævnte rækkefølge, ja så lykkedes det at få en klar sejr hjem til Fjends.

Derfor er der nu dømt højspænding i en helt utrolig tæt top, hvor 4 til 5 klubber byder sig til for at få fat i adgangskortet til serie 2. Der er flere indbyrdes kampe mellem de involverede mandskaber, og udfaldene af disse dyster afgør ret beset, hvem der står på 1. pladsen når vi når slutningen af juni.

I den kommende weekend skal SIF ikke i aktion - den kamp er på grund af Skive Festival blevet rykket til tirsdag den 11. juni . Her skal Stoholm på besøg på Breum Stadion, hvor Sundsøre  tager i mod.