Ballade i bordel i Daugbjerg

Tirsdag aften kom det til tumulter mellem en kunde og nogle af de ansatte i et bordel på Sejbækvej i Daugbjerg.

06. juni 2013, 11:06

 Balladen opstod, da en 34-årig mand fra Viborg, som er en gammel kending af politiet, angiveligt følte sig udsat for vold fra to af de ansatte. En 37-årig og en 45-årige kvinde, begge fra Polen.

Den 34-årige kunde fortalte, at kvinderne først havde slået ham med et kosteskaft i ansigtet, hvorefter de havde vækket en 45-årig polsk mand, som lå og sov et andet sted i huset. Manden havde efterfølgende smidt den 34-årige på porten og låst døren efter ham.

Omvendt har de to kvinder til politiet fortalt, at kunden allerede havde spor efter slag i ansigtet, da han kom til bordellet, og at han blev smidt ud, fordi han enten ikke kunne eller ikke ville betale. Og uden penge som bekendt ingen ydelser.

Et vidne har efterfølgende fortalt, at hun allerede omkring kl. 20.00 samme aften så manden komme gående imod Daugbjerg og at han allerede på dette tidspunkt havde et blødende sår i panden.

Alle parter i sagen blev efterfølgende anholdt af politiet i et forsøg på at rede trådene ud. De er nu alle løsladte igen.