Ti nye demensboliger på vej i Sjørup

Første spadestik er taget til det nye demensbyggeri ved Sjørup Ældrecenter

11. maj 2018, 13:40
Foto: Britta Kristiansen

Solen strålede fra en blå himmel, da der blev taget første spadestik til ti nye demens-boliger hos Sjørup Ældrecenter. De nye boliger har været ønsket i mange år - og hvis alt går som ventet, så er de klar til indflytning den 1. april 2019.

De ti boliger bliver hver på 48 m2 og med to værelser. Der bliver desuden fællesarealer på i alt 270 m2.

Det første spadestik blev taget af formand for bruger- og pårørende-rådet Anne Lyhne, formand for Ældreudvalget Lone Langballe og formand for boligselskabet Sct. Jørgen Johannes Steensgaard.

Centerleder Vibeke Ebbesen bød velkommen og glædede sig over, at byggeriet nu endelig bliver sat i gang.

Lone Langballe glædede sig også over, at der nu bliver bygget ti helt moderne demens-boliger:

- Alt er tænkt demensvenligt, så de demente kan få en rigtig god tid her. Blandt andet bliver der hæve-sænke-bord i køkkenet, så beboerne kan være med til at lave mad, hvis de har lyst til det. Der bliver også et godt og trygt udemiljø, sagde Lone Langballe blandt andet.

Johannes Steensgaard sagde i sin tale:

- Det her er et projekt, der vil give Sjørup Ældrecenter et gevaldigt løft og gøre det lille plejehjem - som jeg jo helst vil kalde det - til et både moderne center, et hyggeligt hjem og en god arbejdsplads.

- Da daværende socialminister Eva Kjer Hansen i 2007 kårede Sjørup til Danmarks bedste plejehjem, var det næppe på grund af gode fysiske rammer. Det var en pris, der blev givet til god ledelse, engagerede medarbejdere og aktive beboere i et hjemligt miljø.

- Det er godt nok en noget omvendt rækkefølge, men nu - 11 år senere - laver vi så også de fysiske rammer, sagde Johannes Steensgaard.

Boligselskabet Sct. Jørgen vil stå som ejer af de samlede 30 boliger på Sjørup Ældrecenter, mens kommunen ejer service- og dag-center.

Formand for bruger- og pårørende-rådet Anne Lyhne kaldte det første spadestik for en stor dag:

- Det har vi ventet på i mange år, sagde hun glad efter spadestikket. Hun har været pårørende i mange år, da hun først havde bedsteforældre boende i ældreboligerne på stedet - og siden har haft sin mor på ældrecenteret. Og hun kørte gerne fra hjemmet i Haderup, da hun fandt ud af, at man nu var begyndt at rive de gamle boliger ned på stedet:

- Jeg måtte bare se det med mine egne øjne, siger hun.

Spadestikket blev efterfølgende fejret med lagkage.