Imponerende indsats af Stoholm IF- Fodbold

Showkamp Stoholm IF (serie 2) - Skive IK (2. division) 0-1 (0-1)

29. juni 2018, 10:32

En pludselig opstået mulighed for at blive matchet af Skive IK i en showkamp/opvisningskamp/sommerkamp/træningskamp bød sig i midten af sidste uge, og spillende cheftræner Martin Trankjær sagde ja tak til tilbuddet.

Udfordringen var dog kontant - modstanderen har netop spillet på næsthøjeste niveau i Danmark - det gav dog en nedrykning til 2. division, men det burde stadig være en fuldstændig umulig opgave, hvor cifrene ville blive voldsomme.

Før kampen udtalte Martin Trankjær til Skive Folkeblad, at han håbede at klare sig bedre end 0-10, så man må da i den grad sige, at det lykkedes til fulde.

Et nærmest sensationelt resultat kom i hus via 90 minutters benhårdt arbejde, for da den tidligere Superligadommer Michael Svendsen fløjtede af, var det med stillingen 0-1 på lystavlen på Karlsen Arena i Stoholm.

Forud var gået en meget flot sommeraften med fantastisk vejr, og der var også dukket mange tilskuere op. JA - selvfølgelig havde Skive IK bolden klart, klart mest - boldbesiddelsen hed vel noget i nærheden af 15-85 - men SIF’erne kæmpede forbilledligt og forsvarede sig med næb og klør. Træværket stod også godt undervejs, og dermed blev det kun til en scoring, og den blev sat ind cirka midtvejs i 1. halvleg, da Rasmus Højbjerg ikke kunne nå ud til et skud, der blev sendt afsted fra kanten af feltet.

Skal man snakke om fortjent, så skal der ikke herske tvivl om, at skibonitterne i sagens natur fik en fortjent sejr, og objektivt set var SIF meget heldige med at slippe med 0-1. MEN - det var altså nærmest historisk og i hvert fald imponerende, at det kunne lade sig gøre, at holde gæsterne fra fadet i så udtalt grad, og der blev også kvitteret med klapsalver, da dysten blev fløjtet af.

SIF havde endda også de 3-4 dødbolden omkring SIK-feltet, der kunne have givet en vanvittig scoring, men sådan skulle det ikke gå - 0-1 til SIK og dermed stor SIF-jubel efter en super indsats!

Nu er der så dømt fodboldpause, og næste udfordring for serie 2 mandskabet bliver det traditionsrige Fjends Cup i Sparkær, mens det nyoprykkede 2. hold sædvanen tro tager til Vestfjends Cup, der i år afvikles i Kjeldbjerg.