To færdselsuheld i Fjends

Søndag eftermiddag skete der to færdselsuheld i Fjends.

02. juli 2018, 14:30

Første uheld fandt sted klokken 13.55 i T-krydset Gl. Skolevej/Lånumvej. Her overså en 18-årig kvinde fra Højslev, da hun ville køre ud på Lånumvej, en 56-årig kvinde, som kom kørende i sin bil. Den 18-årige ramte den 56-årige og der skete en del materiel skade på bilerne, men heldigvis kom ingen personer til skade.

Lidt senere, klokken 16.55, gik det galt på Iglsøvej ved Stoholm. Her ville en 66-årig mand fra Stoholm bakke ud fra sin indkørsel med en traktor og påhængsvogn men holdt stille, da en 57-årig kvindelig cyklist fra Skive kom kørende ad Iglsøvej på sin racercykel med cirka 25 km i timen. Ifølge politiets foreløbige oplysninger overså kvinden påhængsvognen, som hun ramte. Den uheldige cyklist brækkede et kraveben og et håndled ved påkørslen.

Det oplyser Viborg Politi.