Håber på økonomisk håndsrækning til renovering

Med status som privatejet attraktion er det svært for ejer Anita Hildsgaard at få økonomisk hjælp til en ny støttevæg langs skråningerne ved Daugbjerg Kalkgruber.

08. juli 2018, 07:00
Anita HIldsgaard, ejer af Daugbjerg Kalkgruber Foto: Morten Marboe

 Det er efterhånden en del år siden, at daværende forpagter Aage Christensen anlagde den udvendige støttevæg, der er med til at holde skråningerne på plads ved området, der fører ned til grubeindgangen ved Daugbjerg Kalkgruber.

Jernbanesvellerne, som støttevæggen er lavet af, trænger til at blive skiftet ud, men det vil betyde en større investering for Anita Hildsgaard, ejer af gruberne.-

De foreløbig tilbud lyder på mellem 80.000 - 160.000 kroner og det er mange penge. Kalkgruberne er ikke nogen guldgrube, fortæller Anita Hildsgaard.

Hun understreger, at det ikke er forbundet med nogen form for fare at færdes ved den aldrende støttevæg.

- Der er ingen risiko, selvom skråningen begynder at skride, men det hele blive bare mere besværligt. Så er det bedre at få støttevæggen udskiftet nu og inden 2022, hvor vi kan fejre, at det er 100 år siden, at grubeindgangen tilfældigt blev genfundet, fortæller Anita Hildsgaard.

Kalkgruberne har været i familiens eje i mindst 200 år, men som privatejet attraktion er det svært at få økonomisk hjælp fra fonde til renovering og udvikling af stedet, der har omkring 8000 gæster årligt.

- Jeg har foreslået Viborg kommune at et eventuelt tilskud til renovering af støttevæggen kunne betales tlbage i form af gratis adgang for børn og unge fra kommunens skoler og institutioner. Men jeg har ikke hørt noget, fortæller Anita Hildsgaard.

En fremtidig mulighed kunne være at lægge ejerskabet af gruberne om, så stedet overgår til en eller anden venskabs- eller støtteforening.

- Men det er ikke noget jeg har undersøgt så meget om endnu, fortæller hun.

Anita Hildsgaard er barnebarn af den legendariske Johanne Hildsgaard, som mange stadig husker for sin store fortælleevne i de år, hvor hun levede og drev kalkgruberne.

- Jeg kom her i alle ferier som som barn. At drive stedet her er en drøm, som jeg har haft siden, jeg var lille, og som jeg nu har realiseret. Jeg vil gerne formidle den kulturarv, der ligger her, fortæller hun.

På den lange bane drømmer hun også om at udvikle attraktionen. Både over og under jorden. Blandt andet er der tanker om en opdatering af informationstavlerne i gruberne og en digital formidling af stedets historie. Der er også ønsker om 3 shelters i skoven og en skovlegeplads.

Men det kan være en udfordring at få tilladelserne, når der er tale om et fredet habitatområde.

Foreløbig er der der dog nogle helt konkrete planer, om end i mindre målestok.

- Sammen med Daugbjerg Minilandsby vil vi forsøge at etablere hestevognskørsel i højsæsonen mellem de to attraktioner. Derfor leder vi lige nu efter en person med lyst til for egen regning og risiko at tilbyde hestevognskørsel, så hvis du kender nogen...

Efterlysningen er hermed givet videre.