Ravnsbjerg/Løgstrup forsvarede titlen i Fjends Cup

Spillende træner viste vejen i Fjends Cup finalen

04. august 2018, 21:30
Ravnsbjerg/Løgstrup forsvarede deres titel i Fjends Cup med en sejr på 3-0 over Skals. Foto: Henrik Bagge

FJENDS: Der blev ikke fundet en ny vinder af Fjends Cup i 2018.

Efter ti dages strabadser for de otte Fjends-hold i stegende hede på Sparkær Stadion, blev det endnu engang det unge boyband (plus et par rutinerede indpiskere) fra Ravnsbjerg/Løgstrup, der kunne løfte pokalen i triumf og forsvare deres titel fra 2017.

Det skete efter en finale, der langt henad vejen blev en taktisk affære, inden den endte med en fortjent sejr på 3-0 til de forsvarende mestre.

Topscorer på pletten

I en kamp, hvor 1. halvleg mildest talt ikke var den mest sindsoprivende under årets udgave af Fjends Cup, kom der pludselig gang i sagerne straks fra 2. halvlegs start.

Efter en misforståelse i Skals´ forsvar med en kikset tilbagelægning til følge, fandt Ravnsbjerg/Løgstrups Lasse Hjort Fog pludselig sig selv helt alene foran et blankt mål, hvorefter han med en let tap in kunne bringe sit hold på 1-0 og samtidig gøre sig selv til turneringens topscorer med fem mål.

Og da det allerede efter 55 minutter blev til 2-0, fornemmede man, at løbet nok var kørt for Skals, der indtil da ikke var kommet frem til noget som helst.

Træneren viser vejen

Det var Ravnsbjerg/Løgstrups spillende træner, den allestedsnærværende Rasmus Dudeck, der efter endnu en omgang usikkert forsvarsspil af Skals pludselig fik frit løb mod mål.

Og den rutinerede midtbaneslider benyttede lejligheden til at vise holdets ungersvende, hvordan sådan en ged skal barberes, da han køligt rundede målmanden og trillede bolden i det tomme mål, sikkert og klinisk som en robotplæneklipper.

Herfra tillod Ravnsbjerg/Løgstrup ikke Skals ret meget, og i kampens døende minutter blev det til slutfacit 3-0, da Gustav Emil Lynge afdriblede en forsvarer, inden han køligt lagde bolden ind under Skals-målmanden.

Derved blev det, og Ravnsbjerg/Løgstrup kunne dermed endnu en gang løfte pokalen efter triumf i den 36. udgave af Fjends Cup.

Det betyder også, at Ravnsbjerg/Løgstrup foreløbig har sikret sig håneretten, men kun i en god uges tid, idet de to hold spiller i samme pulje i serie 2 og allerede igen tørner sammen i efterårets første kamp.

Inden finalen sikrede Stoholm sig i øvrigt 3. pladsen i Fjends Cup 2018 efter en sejr på 4-0 over Feldborg/Haderup.

Se billedserie her