Hed sommer for brandfolkene i Fjends

Brandmænd på arbejde fik serveret bryllupsmenuen ude på marken.

14. august 2018, 11:10
En del af stationens 17 deltidsbrandmænd var mødt op, da Fjends Folkeblad tildelte dem et symbolsk skulderklap i form af Månedens Buket. Foto: Anne Kirstine Hansen

STOHOLM Mens mange i den ekstremt varme sommer kunne holde ferie og køle af ved stranden, så måtte brandfolk over hele landet kæmpe med de mange brande i den knastørre natur.

Også i Fjends har Stoholm-stationens 17 deltidsansatte brandmænd været kaldt ud til hårde slukningsopgaver.

De tårnhøje temperaturer ved en brand tærer hårdt på kroppen, og det kræver massevis af væske, når brandfolkene måske skal kæmpe med flammerne i mange timer iført tunge og tykke branduniformer.

Bryllupsmenu til brandmændene

Specielt en af sommerens slukningsopgaver husker brandfolkene måske lidt bedre end de andre.

Lørdag den 28. juli var alle mand på stationen inviteret til en kollegas bryllup i Iglsø Kirke. Men blot halvanden time før vielsen skulle finde sted, gik alarmen til en større brand på en mark på Øster Børstingvej udenfor Stoholm.

Her var branden startet under høstarbejdet, hvor ilden, måske på grund af en gnist, var brudt ud i en traktor og en presser.

Herfra bredte flammerne sig hurtigt ud over marken, hvor de først fik fat i 100 bigballer og derfra videre til en vogn med endnu 25 baller og til sidst en stak med yderligere 70 baller.

Det blev en omfattende brand, der var svær at slukke, og det varede 24 timer, før de sidste brandfolk kunne forlade stedet.

Heldigvis kunne en del af stationens folk allerede senere på lørdagen slutte sig til bryllupsfesten, men det gjaldt ikke alle.

De fik sig til gengæld noget af en glædelig overraskelse, da brudeparret under bryllupsmiddagen besluttede at få bragt den komplette og portionsanrettede bryllupsmenu ud i marken til brandmændene.

- Det var noget, der gjorde lykke, fortæller holdleder Tom Jensen.

De 17 brandfolk i Stoholm har en stor aldersspredning. Yngste i flokken er Rasmus Andersen og Nicolaj Jensen på henholdsvis 22 og 24 år, mens en enkelt af de øvrige brandmænd har hele 35 års erfaring.

- Men vi er glade for, at vi også har de unge med. Generelt har vi heldigvis ingen problemer med at hverve nye brandmænd i Stoholm, fortæller holdleder Egon Thesbjerg.

Både han og Tom Jensen mindes ikke at have oplevet noget, der ligner denne sommer.

- Der skal ingenting til, før det brænder. Vi anbefaler, at man hele tiden har et par spande med vand stående klar derhjemme, og dermed måske undgår at tingene udvikler sig, fortæller Egon Thesbjerg.

Ligesom i den øvrige del af landet har også stationen i Stoholm oplevet stor hjælpsomhed og opmærksomhed fra borgerne under deres arbejde under hedebølgen. Det har været godt at opleve for brandmændene i et erhverv, hvor der pludselig kan opstå livsfarlige situationer.

- Det er jo en del af jobbet, men vi er utroligt gode til at hjælpe og passe på hinanden, når vi er afsted, fortæller Tom Jensen.

De lokale brandmænd har for deres store indsats denne sommer modtaget Månedens Buket, som hver gang er bundet af Kornblomsten.